Nu skal det være slut med Pusher Street: Lørdag graves gaden op sten for sten

Fra 10. januar i år udpegede Københavns Politi en målrettet skærpet strafzone i et område på og omkring Christiania. Her vil borgere kunne blive straffet dobbelt så hårdt i forhold til andre steder i samfundet. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Pusher Street og dens hashhandel bliver kun at finde i historiebøgerne, når gaden graves op lørdag. Det bliver ikke uden udfordringer, siger overborgmester.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brosten for brosten bliver Pusher Street på Christiania gravet op lørdag.

Det skal være slut med at købe cannabis som hash og skunk i den københavnske fristad.

Ordene er sagt før, men denne gang er der en anden alvor bag dem.

- Der er nok mange, der forventer, at det kommer til at gå, ligesom det har gjort tidligere, siger Fleur Frilund, der er en del af Christianias pressegruppe.

- Det, der er anderledes, er, at vi for første gang nogensinde har indgået en aktiv og positiv dialog med blandt andet politiet og været gode til at åbne op for vores processer.

Nu skal gaden, der er omdiskuteret og verdenskendt, henvises til historiebøgerne og således ændre karakter for altid.

Politiet vil være til stede i løbet af dagen, men det er christianitternes dag - sammen med alle dem, der har lyst til at være med.

Når brostenene er taget op af jorden, bliver området omdannet til en byggeplads, hvor vandrør og bygninger i første omgang skal renoveres.

Løsningen er den helt rigtige for at få sat et punktum for Pusher Street, siger overborgmesteren i København, Sophie Hæstorp Andersen (S).

- Jeg tror på, at vi nok skal møde masser af udfordringer ned ad vejen, hvor vi skal gå to skridt frem og et tilbage. Men så går vi forhåbentlig to skridt frem igen.

Pusher Streets skæbne blev besluttet på et fællesmøde på Christiania den 27. august sidste år.

Det skete, efter at en 30-årig mand med tilknytning til bandemiljøet blev dræbt efter en serie skud affyret af maskerede mænd.

Christianitterne gik ud med en pressemeddelelse med ordene: "Det her kan ikke fortsætte. Det må ikke fortsætte. Det skal ikke ødelægge flere liv".

Men sommerens drab står ikke alene. Gaden har flere gange været scene for episoder med vold og drab, som har været knyttet til handlen og den organiserede kriminalitet.

I de kommende år vil der blive bygget almene boliger på fristaden, efter at Københavns Kommune har givet grønt lys til den nystiftede boligorganisation "Christiania Boligorganisation". (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lukningen af Pusher Street vækker en bekymring for, at salget rykker andre steder hen. Det er Københavns Politi opmærksom på.

- Vi vil, i det omgang det er nødvendigt, sørge for, at hashen ikke genetablerer sig, siger vicepolitiinspektør Simon Hansen.

Kort før påske lukkede politiet Pusher Street i tre dage, og der så politiet ikke en spredning i hashhandlen.

- Forskellen er selvfølgelig, at pusherne vidste, at Pusher Street blev åbnet igen. Det er jo anderledes her. Vi er klar på, at der kan ske en forskydning, og at der er nogle, der vil forsøge at sælge omkring Christiania og tæt på, siger Simon Hansen.

I mere end 50 år har brugen og salget af cannabis været en del af Christiania. Siden slutningen af 80'erne har salget været begrænset og lokaliseret på Pusher Street.

Det fortæller forfatter og historiker René Karpantschof.

- Fysisk har hashhandlen indtaget det centrale rum på Christiania, så der ikke har kunnet foregå noget andet, siger han.

Christiania markerede i 2021 fristadens 50-års fødselsdag med parade fra Christiania til Rådhuspladsen i København. Den 6. april graves den berygtede gade Pusher Street op i et forsøg på en permanent lukning. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- I årevis har der været rigtig dårlig stemning mellem det meste af Christiania og Pusher Street.

I 80'erne stod rockergrupperne Bullshit og Hells Angels for en del af den illegale handle.

Det endte i en rockerkrig, hvor bullshitmedlemmet Anker Walter Markus - også kendt som Høvding - blev dræbt på restauranten Nemoland på Christiania i 1985.

Allerede fra Christianias oprettelse i 1971 har christianitterne forsøgt at begrænse hård narkotika. Senere begyndte det gradvist at handle om at få pusherne væk fra fristaden.

Dog uden held.

Nu er håbet, at det skal være endelig slut. Det ændrer dog ikke på Christianias holdning til cannabis, siger christianitten Fleur Frilund.

- Jeg tror aldrig, at man kommer til at sige Christiania uden at tænke på cannabis. Og det behøver ikke være negativt, så længe man ikke også tænker på bandekriminalitet, hårde stoffer og vold.

Christianitterne har flere gange selv forsøgt at lukke Pusher Street efter uroligheder på gaden. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

- Christiania går selvfølgelig stadig ind for en legalisering af cannabis og vil stadig presse på den politiske dagsorden, understreger Fleur Frilund.

Det er christianitterne, som skal skabe rammerne for, hvad der skal være på Pusher Street.

Foruden midler fra Fonden Fristaden Christiania bliver renoveringen støttet politisk. Staten har afsat 14,3 millioner kroner, mens Københavns Kommune har afsat 15 millioner kroner til første fase.

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen håber, at fonde og andre vil støtte Christiania i de næste faser.

/ritzau/

Kort om storbyens fristad

* 26. september 1971 blev Fristaden Christiania etableret, da en gruppe af såkaldte slumstormere, hippier, kunstnere, hjemløse og narkomaner rykkede ind i tomme bygninger på Bådsmandsstræde Kaserne på Christianshavn.

* I 1989 stemte Folketinget Christiania-loven igennem. Den lovliggjorde og fastsatte en række betingelser og rammer for anvendelsen af området.

* Fra 2012 har Fonden Fristaden Christiania været officiel ejer af området. Beboere kan igennem fonden købe eller leje sig selv fri.

* I august 2022 indgik beboerne på Christiania en aftale med regeringen om, at der skal bygges 15.000 kvadratmeter almene boliger på fristaden frem mod 2031. Til gengæld får de blandt andet lov at købe den del af volden og de boliger, som de i dag lejer af staten, til en fordelagtig pris på 67 millioner kroner.

Kilder: Ritzau, christiania.org og denstoredanske.dk

/ritzau/

Flere end 100 betjente fra Københavns Politi gennemførte i oktober 2003 en aktion mod hashmarkedet i Christiania. Her beslaglagde politiet mindst 30 kilo hash og nogle tusinde joints. (Arkivfoto). Foto: Carl Redhead/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu