Nu skal fængselsbetjente til at bære peberspray
Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Efter flere års diskussioner bliver fængselsbetjentene nu udstyret med peberspray som en fast del af deres udrustning, når de kommer i kontakt med de særligt farlige fanger i de lukkede afdelinger, lukkede fængsler og arresthuse.
Justitsminister Karen Hækkerup (S) skriver i et svar til Folketingets Retsudvalg, at hun har valgt at følge Direktoratet for Kriminalforsorgens anbefaling og udvide personalets adgang til at bære peberspray, skriver Information.
Hidtil har peberspraydåser stået i aflåste skabe og måtte først udleveres, hvis der forelå en "særlig risikosituation".
- Justitsministeriet har i den forbindelse - foruden de generelle gode erfaringer - lagt vægt på, at der fortsat alene vil være tale om en adgang til at bære peberspray i en række nærmere angivne risikosituationer.
- Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at en sådan udvidelse kan medvirke til at styrke personalets sikkerhed, skriver Karen Hækkerup.
Ifølge Kriminalforsorgens evaluering af brugen af peberspray, der blev indført i samtlige fængsler og arresthuse i 2011, har den haft den "ønskede effekt og virkning ved primært at virke præventivt, og i de skarpe tilfælde at have pacificeret indsatte, således at behov for yderligere magtanvendelse har været minimeret".
Tidligere har såvel Landsforeningen af Forsvarsadvokater som Landsforeningen Krim ellers advaret om, at peberspray blot bliver brugt som et yderligere magtmiddel og ikke som erstatning for et andet magtmiddel.
Enhedslistens gruppeformand, Stine Brix, frygter også for konsekvenserne.
- Erfaringen fra politiets brug af peberspray tyder på, at det bare bliver endnu et magtmiddel. Vi så hellere, at der kom flere ansatte, så situationerne ikke opstår. Det er en bedre løsning end at lade folk være alene på vagt og så give dem en peberspray, der risikerer at medføre personskader, siger hun.
Institut for Menneskerettigheder undersøger for øjeblikket brugen af peberspray i fængsler og arresthuse. Rapporten ventes færdig efter sommerferien.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker