Nu står kystlivredderne på spring

Cirka 200 specialuddannede kystlivreddere fordelt ved 36 livreddertårne på strande og havnebade landet over står hver dag i tidsrummet 11 til 19 klar til at hjælpe uheldige badegæster. Og der er brug for dem.

Sidste år gennemførte livredderne 49.644 indsatser, hvilket blandt andet dækker over forebyggende snakke med strandgæster, førstehjælp ved snitsår og behandling af bistik. I 26 af indsatserne blev personer vurderet til at være i livsfare.

For når solen skinner, får livredderne travlt. Det siger Rene Højer, områdechef for sikkerhed og ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.

- Sidste sommer havde vi et fantastisk vejr i store dele af badesæsonen, og der var mange mennesker på strandene. Det høje aktivitetsniveau hos livredderne er et udtryk for, at livredderne gør en forskel ude på strandene, siger han.

Fondens livredningstjeneste har eksisteret siden 1998, og der er gradvist kommet flere livreddertårne til. I år kan også gæsterne på Sønderstrand i Skagen få livredder-hjælp.

Erik Bech, der er kystlivredningschef i TrygFonden, opfordrer strandgæster til at vælge en strand med livreddere, når de søger ud mod kysten. Han giver også andre råd.
- Man skal aldrig bade alene. Alle - også dygtige svømmere - kan komme i problemer med svære strømforhold eller et ildebefindende, og så kan hjælpen pludselig være langt væk, siger han.

Baderådet gælder især børn.
- Det kan ikke siges ofte nok - forældre må aldrig lade deres børn ude af syne, når de er i nærheden af vand. Derfor opfordrer vi altid til, at forældre bader sammen med deres børn og ikke blot holder øje inde fra stranden, siger Erik Bech.

Livreddernes badesæson slutter 16. august.

Foto: Polfoto

Mandag tager TrygFondens kystlivreddere hul på en ny badesæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

Her er livredderne klar til at hjælpe dig

TrygFondens livreddertårne:

Bornholm:

* Antoinette Strand ved Rønne

* Balka Strand ved Nexø.

Sjælland og Lolland-Falster:

* Bellevue Strandpark

* Charlottenlund Strandpark,

* Havnebadet Islands Brygge i København

* Havnebadet Fisketorvet i København

* Havnebadet Sluseholmen i København

* Vallensbæk Strand

* Brøndby Strand

* Ishøj Strand

* Hundige Strand,

* Furesøbad i Værløse

* Marielyst Strand

* Feddet Strand ved Faxe

* Enø Strand ved Karrebæksminde

* Høve Strand

* Gudmindrup Strand

* Kabelhuset Strand ved Rørvig

Fyn:

* Fyens Badestrand ved Nyborg

* Kerteminde Nordstrand.

Jylland:

* Lakolk Strand på Rømø

* Rindby Strand på Fanø

* Vejers Strand

* Henne Strand

* Hvide Sande Sydstrand

* Søndervig Strand

* Blokhus Strand

* Løkken Strand

* Tornby Strand

* Sønderstrand ved Skagen

* Grenaa Sydstrand

* Palmestranden i Frederikshavn

* Den Permanente i Aarhus

* Saksild Strand ved Odder

* Moesgård Strand syd for Aarhus

* Østerstrand ved Fredericia.

/ritzau/