Nuuk mærker effekterne af Trumps interesse kort før valg
Det er egentlig ok, at der kommer spotlys på Grønland, mener taxachauffør Tuuma Svendsen. Men det gør det endnu mere vigtigt, at folk tænker sig godt om ved valget 11. marts, synes han. Foto: Frederik Bo Knudsen/FreeFrederik Bo Knudsen/Free
Grønlands hovedstad er præget af både tårnhøje ambitioner og en utryg global situation kort før valg. Trump har gjort kontrasten endnu tydeligere.
Ritzau RitzauFrederik Bo Knudsen, Ritzaus udsendte medarbejder/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
At USA's præsident, Donald Trump, er interesseret i Grønland, er næppe gået nogens næse forbi.
De seneste måneder har han jævnligt nævnt verdens største ø, og i denne uge sagde han i en tale til Kongressen, at han tror, at USA "på den ene eller den anden måde" kommer til at "få" Grønland.
I den grønlandske hovedstad, Nuuk, mærker folk det globale spotlys.
Et rend af journalister præger gadebilledet op til parlamentsvalget 11. marts, og for mange af byens 20.000 indbyggere er opmærksomheden uvant.
Det bekræfter Avaaraq Olsen, der er borgmester i Sermersooq Kommune, som Nuuk er den største by i.
Annonce
- Mange borgere har udtrykt utryghed i forbindelse med alt det fokus, der har været på Grønland, og al den tale, der har været om militær magt, siger hun på sit kontor, hvor der blandt andet står to regnbueflag.
Borgmesteren har sagt ja til et interview om turisme, men det er svært at komme uden om interessen fra lederen af verdens mest magtfulde land.
Grønland har store ambitioner for turismen, som skal løfte økonomien og mindske afhængigheden af fiskeri.
Regeringsmålet er en markant stigning i turismen, så den udgør 40 procent af Grønlands eksportværdi om ti år.
Borgmesteren slår en lidt nervøs latter op på spørgsmålet, om ikke al omtale er god omtale - også fra Trump.
- Jeg skal være påpasselig med, hvad jeg siger. Det er rigtigt nok, at han har været med til at øge fokus på Grønland fra hele verden, siger hun.
Det udsagn støttes af en analyse for Visit Greenland blandt 67 turistoperatører. Mange af dem har oplevet øget synlighed og flere bookinger de seneste tre måneder end i tilsvarende perioder andre år.
Avaaraq Olsen, som kommer fra det venstreorienterede regeringsparti IA, tror ikke, at det er en forbigående interesse.
En ny lufthavn åbnede i Nuuk i efteråret. Til sommer åbnes en direkte rute til New York, og andre ruter er på vej.
I rejsebureauet Taavani mærker både Michele Tang (t.v.) og direktør Helle Pedersen (t.h.), at Trump har skabt øget opmærksomhed om Grønland. Foto: Frederik Bo Knudsen/Free
Optimisme præger sektoren, men udfordringen er at sikre, at hele kommunen og samfundet får gavn af udviklingen.
Annonce
- Vi skal fortsætte med at lave planer, som fokuserer på, hvad de lokale vil, og sikrer, at det sker på vores præmisser.
- Det skal ikke være store, udefrakommende selskaber, der tager over og forlader os igen, når det ikke er interessant længere.
- Jeg kan næsten ikke se, at det går galt, for turisterne er kommet her i rigtig mange år, siger Avaaraq Olsen om vækstmålene.
Hos rejsebureauet Taavani, der ligger ud til Nuuks isfyldte fjord, har Trump-effekten kunnet mærkes.
Selskabet hjælper blandt andet rejseagenter med at navigere i Grønlands store afstande og omskiftelige vejr, og det er stille og roligt vokset over en treårig periode, fortæller direktør Helle Pedersen.
På det seneste har der været ekstra fart på.
Borgmester i Sermersooq Kommune Avaaraq S. Olsen fortæller om store turismeambitioner, men også om utryghed blandt borgere. Foto: Frederik Bo Knudsen/Free
- Hastigheden og det fokus, som Trump-situationen har givet, gør, at vi har fået mange flere henvendelser, end vi havde forventet på nuværende tidspunkt, siger direktøren.
Det intensiverede fokus mærkes også i butikken Anori Art, som ligger i udkanten af Nuuks gamle bydel med farvede træhuse.
Her er Malene Bidstrup ansat for at sælge kunsthåndværk som tupilakfigurer og smykker.
Hun regner også med flere turister, men synes, at den globale situation skaber utryghed.
Annonce
- USA ligger lige ved siden af, og så er der Europa. Hvor står vi? Rusland er heller ikke langt væk. Ja, hvad gør vi? Tænk, hvis der blev krig, siger hun.
Både den grønlandske og den danske regering har understreget, at Grønland selv bestemmer sin egen fremtid.
Om få dage tages et vigtigt skridt på den vej, når der vælges medlemmer af det grønlandske parlament, Inatsisartut.
I starten af januar var Donald Trump Jr. på et kort såkaldt privat besøg i Nuuk. Siden har der været omfattende medieomtale af Grønland. (Arkivfoto). Foto: Emil Stach/Ritzau Scanpix
Parlamentsbygningen ligger i starten af hovedgaden Imaneq, hvor 30-årige Tuuma Svendsen er ude at gå tur trods hård frost.
Svendsen, der er taxachauffør, håber, at vælgerne tænker sig godt om på dette vigtige tidspunkt. Men han tager ikke situationen for tungt:
- Det er, som om verden først nu kigger på kortet og siger: "Hvad er det her?" Altså verdens største ø. Det er lidt sjovt, for vi har jo altid været her, siger han.
- Men jeg synes også, at det er godt. Det er gratis reklame.
/ritzau/
Store ambitioner for Grønlands turisme
* Grønlands regering har et mål om, at turisme skal udgøre 40 procent af den samlede eksportværdi i 2035.
* Derudover skal antallet af turister fordobles.
* I 2023 fløj lige under 65.000 turister til Grønland, mens cirka 76.500 besøgte Grønland med et krydstogtskib.
* Turismen vurderes i 2023 at have bidraget med en omsætning på cirka 1,9 milliarder danske kroner.
* Nye lufthavne skal bidrage til udviklingen. Nuuks nye internationale lufthavn blev indviet den 28. november 2024. Derudover er nye lufthavne på vej i Ilulissat og Qaqortoq.
* Administration, infrastruktur og bæredygtighed er store udfordringer for turismen.
Kilde: Grønlands regerings "Sektorplan for Turisme 2025-2035".
/ritzau/
Grønland går til valg i ly af Trump-storm
* 11. marts skal borgerne i Grønland vælge 31 medlemmer til det grønlandske parlament, Inatsisartut, som ligger i Nuuk.
* Selvstændighed fylder meget i debatten efter Donald Trumps talrige udtalelser.
* 4. marts sagde Trump i Kongressen, at han respekterer, at Grønland selv vælger sin fremtid, men han sagde også:
- Jeg tror, at vi kommer til at få det (Grønland, red.). På den ene eller den anden måde kommer vi til at få det.
* Trump har mange gange - også i sin første valgperiode - udtrykt interesse i at købe Grønland.
* Det har både den danske og grønlandske regering afvist.
* 7. januar 2025 blev Trump spurgt, om han ville afvise at gøre brug af militær eller økonomisk tvang i forbindelse med Panama-kanalen eller Grønland. Det ville han ikke afvise.
/ritzau/
Der er fokus på Grønland og Nuuk for tiden, og USA's præsident, Donald Trump, fortsætter med at give udtryk for sin interesse i verdens største ø. (Arkivfoto). Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen til stor brofest
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse