Sundhedsstyrelsens nye lavrisikogrænse for, hvor meget man maksimalt bør drikke om ugen kan give bagslag.
Det sår nemlig tvivl om troværdigheden af Sundhedsstyrelsens råd, at man nu pludselig ændrer de vejledende grænser, som man har markedsført i mange år.
Det mener, kommunikationsekspert Frederik Preisler, der selv var med til at indføre de gamle grænser på 14 genstande for kvinder og 21 for mænd.
- Det har taget op mod 20 år for folk at huske Sundhedsstyrelsens anbefalinger i hverdagen. Man har kommunikeret noget i femten år, og så mener man det pludseligt ikke alligevel. Dermed bliver troværdigheden sat på spil, siger Frederik Preisler.
Sundhedsstyrelsen anbefaler fremover, at kvinder højst drikker syv genstande og mænd højst 14 genstande.
De gamle grænser på 14 og 21 genstande er maksimumgrænser og vil fortsat eksistere, men de nye er en såkaldt lavrisikogrænse, man skal holde sig under, hvis man vil minimere risikoen for alkoholskader.
Det vil imidlertid skabe forvirring og frustration, spår kommunikationsekspert Frederik Preisler.
For eksempel må folk, der har fået leverskader, selv om de har levet op til de gamle genstandsgrænser, føle sig grundigt vildledt af Sundhedsstyrelsen, påpeger han.
Kolbøtten kan i værste fald betyde, at folk ikke længere vil tage Sundhedsstyrelsens råd alvorligt.
- Man tager simpelthen autoriteten ud af budskabet ved at lave en ny grænse. Det skaber kun forvirring, og danskerne har i forvejen en tendens til at gradbøje rådene, siger Frederik Preisler.
Preisler var i sin tid en af mændene bag indførelsen af de gamle genstandsgrænser, men nu har Sundhedsstyrelsen mudret budskabet, mener han
- Dengang syntes jeg, man havde brug for et sådant instrument, selvom fagkundskaben kaldte det en forenkling, siger kommunikationseksperten.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker