Ny asfalt på Cementen

Guldborgsund Kommunes første trafikplan kom gennem et enigt byråd omtrent uden andet end en hvas bemærkning fra SF’eren Lene Hatt.

- I skal ikke forvente, at den bliver gennemført, hvis vi ikke får flere penge, konstaterede hun tørt og fortsatte:

- Planen er nærmest en vision.

Planen er en sammenskrivning af de planer, som forelå i de seks gamle kommuner plus ønsker fra borgere og forvaltning fra både før og efter kommunesammenlægningen. Den rummer en vejklassificering, en sikkerhedsplan, en parkeringsanalyse og tre skoleplaner, og den er netop lagt frem på kommunens hjemmeside med en masse bilag.

Mest interessant er en prioriteringsliste over projekter til de kommende år. Der er 100 små og større projekter til omkring 65 millioner kroner i alt i de næste fem år, og projekter for yderligere 100 millioner kroner i årene efter.

- Der er overslagspriser til for projekter 12 millioner kroner om året. Og listen er ikke politisk prioriteret, siger kommunens vejchef Christian Refstrup.

Planen er allerede sat i gang. For byrådet har besluttet at ansætte en parkeringsvagt, når politiet ikke længere vil, og det er en del af planen.

- Og samtidig har vi besluttet, at Cementen skal have ny asfalt.

Det sidste kommer direkte af parkeringsanalysen, som påviser, at der ofte er trængsel på p-pladserne i centrum, mens næsten altid er plads på Cementen.

Foto: Foto: Claus Hansen

Guldborgsund Kommunes trafikplan begynder med ny og tiltrængt asfald på cementen.

Offentliggjort Sidst opdateret