Ny forsikring kan skubbe syge bag i køen

En ny såkaldt diagnoseforsikring vil med stor sandsynlighed skubbe patienter uden forsikring bag i køen hos speciallæger med en offentlig overenskomst.

Sådan lyder prognosen fra professor og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen, Syddansk Universitet, efter at Codan torsdag lancerede en arbejdsgiverbetalt diagnoseforsikring, skriver metroXpress.

Forsikringen garanterer de forsikrede udredning hos en speciallæge inden for 10 arbejdsdage.

Diagnoseforsikringen er normalt en del af en samlet sundhedsforsikring, men udskilles nu som selvstændig og billigere forsikring for at tiltrække flere kunder.

- Mange higer efter at få en afklaring på deres symptomer og få en diagnose, så man kan sagtens forstille sig, at det vil blive en efterspurgt forsikring, siger Kjeld Møller Pedersen.

- Hvis den breder sig til speciallæger, der har overenskomst med det offentlige, vil de være fristet til at tage forsikrede patienter ind frem for ikke-forsikrede, udtaler han til metroXpress.

Speciallægerne vil nemlig tjene langt mere på den forsikrede patient end den ikke-forsikrede.

Det skyldes, at den offentlige betaling for at behandle en almindelig patient nedsættes med 40 procent, når lægerne har nået en vis årsindkomst, mens forsikringsselskabets høje betaling for forsikrede patienter forbliver uændret.

Det vækker alvorlig bekymring hos SF og Socialdemokraterne, som frygter, at diagnoseforsikringen vil øge uligheden i sundhed blandt danskerne, skriver metroXpress.

/ritzau/

Sundhedsøkonom advarer mod, at ny sygeforsikring kan gå ud over ikke-forsikrede patienter.

Offentliggjort Sidst opdateret