Ny hymne skal binde nordiske lande sammen
Den prisvindende forfatter Kim Leine har skrevet ordene til en ny Nordisk Hymne, der skal styrke fællesskabet på tværs af grænserne mellem Sverige, Danmark, Norge og de øvrige lande i Norden. Foto: Polfoto/Lars Krabbe
Polfoto/Lars Krabbe
Prisvindende forfatter har skrevet teksten til nordisk hymne, som skal styrke fællesskabet mellem nordboerne.
De nordiske lande får tirsdag aften en fælles kendingsmelodi.
Det er den nordiske hymne "Nordika", der uropføres ved Nordisk Råds prisuddeling i DR Koncerthuset i København.
Bag hymnen står den dansknorske forfatter Kim Leine og den færøske komponist Sunleif Rasmussen.
Kim Leine modtog for tre år siden Nordisk Råds litteraturpris for sin roman "Profeterne i Evighedsfjorden".
Han var ikke i tvivl, da han blev spurgt, om han ville levere ordene til hyldestsangen.
- Jeg løste opgaven ved at tænke, at jeg skulle skrive en kærlighedssang rettet mod et geografisk område.
- Et område, som betyder meget for mig. Jeg har stærke følelsesmæssige bånd til Norden, siger Kim Leine i en skriftlig udtalelse.
Han er født og opvokset i Norge, flyttede til Danmark som teenager og har boet 15 år i Grønland.
Kim Leine fortæller, at han har lagt vægt på det, der binder de nordiske lande sammen.
Det handler ifølge forfatteren om vores særlige evne til at leve med det dårlige vejr, den barske natur og de mørke sider af tilværelsen.
- Teksten fokuserer på dynamikken mellem lyset og mørket. Vi er underlagt en cyklus, hvor mørket hersker det meste af tiden, mens lyset til gengæld er stærkt og rensende, når det endelig kommer, siger han.
- Hvis bare vi får en enkelt dag med godt vejr, skal vi nok tage alt det andet med. Indvandring, krig og andre problemer, som vi jo bliver mere og mere berørte af. Det er det, vi nordboere kan, siger Kim Leine.
Hymnen er skrevet på dansk og vil blive oversat til de øvrige nordiske sprog og engelsk.
Meningen er, at sangen kan synges ved særlige lejligheder og være med til at styrke fællesskabet på tværs af grænserne mellem de nordiske lande.
Projektet er støttet af Nordisk Kulturfond, FN, Folketinget og en lang række andre organisationer og virksomheder.
Den nordiske hymne synges tirsdag aften af en række nordiske kor under ledelse af den svenske dirigent Jakob Hultberg.
Prisuddelingen kan se på dr.dk.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde