Ny Limfjordsforbindelse udleder 80 procent mere CO2 end forventet
I en ny klimaberegning har Vejdirektoratet opjusteret den forventede CO2-udledning til 480.000 ton.
Anlægget af en ny fast forbindelse over Limfjorden er en langt større belastning for klimaet, end man hidtil har forventet.
I en ny klimaberegning har Vejdirektoratet opjusteret den forventede CO2-udledning fra anlægsfasen af den kombinerede bro- og tunnelløsning til 480.000 ton. Tidligere lød prognosen på 263.000 ton. Der er dermed tale om en stigning i CO2-udledningen på 83 procent.
Det skriver fagbladet Ingeniøren.
De nye tal mødes nu af stærk kritik fra flere sider.
For Per Clausen (EL), rådmand for klima og miljø i Aalborg Kommune, er det endnu et argument for at stoppe projektet.
- Jeg forstår ikke, at et flertal i Folketinget holder fast i projektet, selv om undersøgelse efter undersøgelse viser, at projektet bliver dårligere og dårligere. Det er decideret uansvarligt efter min mening, siger han til Ingeniøren.
Den store udledning i anlægsfasen viser, at valget af Egholmlinjen er baseret på et forældet grundlag, mener foreningen "Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen".
Formand Louise Faber peger på, at valget af Egholm-linjeføringen blev taget i 2014 på baggrund af en VVM-rapport fra 2011. I en tid hvor klima ikke fyldte meget på dagsordenen.
- Det kan godt være, at det her projekt var fint nok med den politik, der blev ført i 2011, men det er i strid med alt, hvad vi tror på i dag. Så processen burde nulstilles, så man kommer rigtig fra start i stedet for at fortsætte med noget, som har været forældet i mange år, siger hun til Ingeniøren.
Den seneste CO2-prognose på en halv million ton er baseret på et nyt værktøj, der ifølge Vejdirektoratet er mere præcist end tidligere udgaver.
Transportministeren agter at fremsætte anlægsloven i Folketinget i slutningen af denne måned som planlagt.
Ministeren henviser til, at ændringen i Egholmlinjens CO2-udledning beror på en opdatering af Vejdirektoratets regnemodel. Det siger han til Ingeniøren.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker