Formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, filosof og ph.d. i medicinsk etik, mener, at man på den måde forstyrrer gravfreden:
- Der er jo så mange sammenhænge, hvor børn ikke har en far. For eksempel kan enlige blive inseminerede. Men her er udgangspunktet, at far altså er død, allerede inden barnet bliver født, og det mener jeg er eksistentielt forkert, siger han.
Mænd, som skal i behandling for eksempelvis kræft, kan vælge at nedfryse sæd med henblik på at kunne få børn ved kunstig befrugtning, hvis mandens fertilitet skulle tage skade af behandlingen. Men dør manden, skal sæden destrueres, mener Jacob Birkler.
- Man skaber jo en ny form for liv efter døden, siger formanden for Det Etiske Råd.
Et mindretal i rådet mener ikke, at det er noget problem. En af fortalerne for det synspunkt er praktiserende læge og rådsmedlem Lotte Hvas:
- I forhold til, hvad der foregår på det her område af kunstige ting, som jeg har accepteret, synes jeg ikke, det her er skelsættende. Der er rigtig mange steder nu, hvor vi har bevæget os så langt væk fra, hvad naturen havde tænkt sig, at jeg ikke kan se problemer her, siger Lotte Hvas.
I december 2010 vandt en kvinde en sag i Østre Landsret, der gav hende ret til at bruge sin afdøde mands sæd til at få et barn. Daværende sundhedsminister Bertel Haarder (V) var dengang tilfreds med udfaldet af sagen.
- Jeg råbte højt hurra. Jeg holdt med kvinden mod mit eget ministerium. Hvis jeg stadig havde været minister, havde jeg ændret loven. Det er den slags spørgsmål, hvor der ikke er partidisciplin, så jeg ved ikke, hvad de andre i partiet vil sige, siger Bertel Haarder i dag om dommen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker