Ny overenskomst stiller krav til platforms brug af kunstig intelligens
Hilfr er en platform, hvor man enten kan købe eller udbyde rengøringshjælp. Virksomheden har nu indgået sin anden overenskomst med 3F, hvor der blandt andet stilles krav til brugen af kunstig intelligens. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Arbejdsplatformen Hilfr har indgået overenskomst med 3F, hvor brug af kunstig intelligens reguleres.
Arbejdsplatformen Hilfr har indgået en aftale om overenskomst med fagforeningen 3F, hvor der stilles krav til platformens brug af kunstig intelligens.
Det oplyser de to parter.
Ifølge 3F Privat Service, Hotel og Restauration er det den første overenskomst i verden, der regulerer arbejdsgiverens brug af kunstig intelligens.
Henriette Olofsen, næstformand 3F Privat Service, Hotel og Restauration, er stolt over, at 3F nu kommer med et bud på, hvordan man kan regulere brugen af kunstig intelligens på arbejdsmarkedet.
- Det er jo den brændende diskussion, vi har i disse år, og derfor er det vigtigt, at vi som landets største fagforbund kommer med et forslag til, hvordan fremtiden kan tegne sig for vores medlemmer, siger hun i en pressemeddelelse.
Hilfr er en platform, hvor man enten kan købe eller udbyde rengøringshjælp. I øjeblikket har virksomheden 38 medarbejdere tilknyttet.
Parterne har aftalt, at Hilfr må bruge algoritmer til at lave skøn og vurderinger eller træffe beslutninger. Det kan eksempelvis være beslutningen om at fyre en medarbejder.
Men i overenskomsten er der sat krav til, at de faktiske forhold, vurderinger og vægtning skal fremgå sammen med beslutningen. Det betyder, at der er mulighed for at efterprøve en beslutning juridisk.
Også hos Hilfr er man glad for den nye overenskomst. Marius Kreiberg, som er direktør for virksomheden, hæfter sig ved, at Hilfr kan differentiere sig fra andre platforme ved at tilbyde flere rettigheder til medarbejderne.
- Vi har indgået aftalen, fordi vi gerne vil tilbyde et godt arbejdsmiljø til vores medarbejdere. Ved at implementere AI (kunstig intelligens, red.) synes vi, at vi i højere grad har fået det hele med, siger han.
Hilfr bruger ikke kunstig intelligens endnu, men på sigt er det planen at implementere det blandt andet til at hjælpe med kundeservice.
Overenskomsten er i første omgang en prøveoverenskomst, der løber frem til marts 2025. Her kan parterne genforhandle den med udgangspunkt i erfaringer.
3F indgik sin første overenskomst med Hilfr i 2018. Det var ifølge 3F den første kollektive overenskomst for en digital arbejdsplatform i verden.
Overenskomsten skabte blandt andet opmærksomhed i EU, og dele af aftalen endte med at blive en del af EU's direktiv for digitale arbejdsplatforme, som trådte i kraft 1. januar 2023.
Det gælder blandt andet den del, der omhandler afskedigelser. Normalt skal en arbejdsgiver have en saglig grund til at fyre en medarbejder. Men på en digital arbejdsplatform kan arbejdsgiveren sørge for, at en medarbejder ikke får noget arbejde ved eksempelvis at skjule vedkommendes profil.
I overenskomsten mellem Hilfr og 3F fra 2018 blev det sidestillet med en fyring.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde