Nye Facebook-grupper gør dig mere social

Efter Facebook har lanceret en ny idé, som gør det muligt at samle Facebook-venner i lukkede grupper, kan brugerne få en tættere relation. Sådan lyder det fra ekspert i sociale medier, Andreas Johannsen fra webanalysefirmaet Klean.

- Den nye funktion rykker brugerne tættere sammen socialt, ikke mindst fordi man indgår i mindre grupper end tidligere. Her tør brugeren at dele mere, fordi de kan styre, hvem der ser med, siger Andreas Johannsen og fortsætter:

- Brugerne har fået rigtig mange venner, og de kan ikke overskue dem. De undlader at skrive en status, fordi de eksempelvis ikke vil have, at chefen ser med.

Det nye system "Grupper" blev lanceret ved et pressemøde sent onsdag aften af Facebooks bagmand, Mark Zuckerberg. Målet er at identificere, hvilke sociale grupper den enkelte begår sig i dagligt og adoptere dem ind i Facebooks grupper.

Ifølge Andreas Johannsen vil det blive nemmere for brugerne at skabe et privatliv på netværket, fordi man bedre kan bestemme, hvem man deler oplysningerne med, og det kan yderligere få aktiviteten til at stige.

- Når folk i dag deler noget, ryger det ud til hele netværket. Man holder sig tilbage, men med den nye funktion, tror jeg, at brugerne vil være mere aktive på siden, siger Andreas Johannesen.

Selvom idéen med "Grupperne" er modtaget godt blandt eksperterne, kan det nye system skabe problemer på længere sigt. Det mener Thomas Bigum, som er ekspert i Facebook.

- Gruppestørrelserne er på omkring 20 medlemmer, det kan skabe problemer med gruppen "familie". Et familietræ er jo uendeligt, altså når min fætter kommer på, følger hans søster og hendes svoger, og det kan jo fortsætte - Her mister man meningen med konceptet, siger Thomas Bigum.

/ritzau/

Facebooks nye funktion "Grupper" rykker folk tættere sammen. Samtidig kan du undgå, at chefen læser med, lyder det fra ekspert i sociale medier.

Offentliggjort Sidst opdateret