EU har længe arbejdet på at gøre reglerne for at medbringe væsker på flyrejser lettere for de rejsende.
Men torsdag aften - få timer før de nye væskeregler for håndbagage skulle have trådt i kraft - valgte EU-Kommissionen at udskyde ændringerne på ubestemt tid.
Fra i dag ville det ellers have været lovligt for passagerer, der kommer fra et land uden for EU, og som mellemlander i en europæisk lufthavn, at medbringe tax-free-købt whisky, vin og parfumeflaske som håndbagage.
Men en stribe EU-lande, heriblandt Frankrig, Storbritannien og Holland, har ikke villet indføre de nye regler. De mener, det truer sikkerheden.
Og da USA ligeledes heller ikke vil være med til at lempe på væskeforbuddet, blev planerne i sidste øjeblik droppet.
I Københavns Lufthavn er man glad for beslutningen.
- Vi synes, det er positivt, for vi ville være kede af at sætte noget i gang, som er sådan en rodebutik. Vi vil hellere vente på, at vi får klare regler, som alle er enige om, siger sikkerhedschef Johnnie Müller.
Danmark er et af de lande, der har bakket op om ændringerne fra starten.
Københavns Lufthavn har dog sammen med brancheorganisationen ACI, Airports Council International, længe forsøgt at gøre det klart over for EU-Kommissionen, at det ville blive noget rod at gennemføre ændringerne, hvis ikke alle lande bakker op om idéen.
- Så skal man i gang med at gætte, hvilke lufthavne der gør hvad. Og hvis din flyrejse så for eksempel bliver ændret, så kan du risikere at miste noget, du troede, du godt måtte have med, forklarer sikkerhedschefen.
Han ærgrer sig dog over, at der er blevet brugt så mange ressourcer på at gøre lufthavnen klar til de nye regler.
- Det er dybt utilfredsstillende, at vi er bragt i denne situation, og vi har haft en masse omkostninger. Det drejer sig lige nu og her om nogle millioner kroner på udstyr og mandskab, som kan være spildt, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned