Nye krav skal gøre det nemt at købe sikre mundbind til genbrug
En ny dansk standard vil stille en række krav til producenter af blandt andet stofmundbind. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Manglende fælles krav kan i dag skabe tvivl om stofmundbinds kvalitet. Det skal en dansk standard ændre på.
I øjeblikket findes der ingen fælles krav for produktionen af vaskbare mundbind til brug i det offentlige rum.
Det kan gøre det svært for forbrugeren at vurdere kvaliteten eller sikkerheden af et sådant mundbind, mener standardiseringsorganisationen Dansk Standard.
Derfor har Dansk Standard sammen med blandt andet de danske myndigheder udarbejdet et forslag til en dansk standard med krav til mundbind til brug i det offentlige rum, der kan genanvendes efter vask.
I forslaget vil der eksempelvis blive stillet krav til, at der ikke må være uønsket kemi i mundbindet. Generelt skal standarden sørge for, at der ikke bliver brugt sundhedsskadelige materialer i mundbindet.
Derudover vil der blive stillet krav til mundbindets filtreringsgrad, og at filteret i bindet kan tilbageholde mere end henholdsvis 70 og 90 procent af de dråber, der rammer det.
Ifølge Jens Heiede, der er standardiseringsdirektør i Dansk Standard, kan der i dag på grund af en manglende standard være forvirring hos forbrugerne om, hvordan vaskbare mundbind som stofmundbind virker, og hvor gode de er.
- Og vi som forbrugere vil jo gerne kunne være sikre på, hvad vi køber, og at det fungerer.
- Derfor vil vi gerne hjælpe med, at eksempelvis filtreringsgraden på de her genanvendelige mundbind lever op til nogle helt bestemte krav.
- Vi vil også gerne sikre, at der er styr på kemien i det, der bliver produceret, så man ikke får eksem eller lignende af at gå med de her mundbind, siger Jens Heiede.
Den danske standard for vaskbare mundbind til brug i det offentlige rum er i høring fra 22. december til 22. januar.
Forventningen er, at standarden vil kunne tages i brug fra starten af februar.
Herefter vil emballagen på de vaskbare mundbind være påtrykt nummeret DS 3000:2021, som angiver, at mundbindene følger kravene fra standarden.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker