Nye regler giver seniorer økonomisk gulerod til at arbejde i længere tid

Den skattefri seniorpræmie stiger, mens der også indføres et ekstra beskæftigelsesfradrag for seniorer. (Arkivfoto). Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Planlægger du at forlænge arbejdslivet, er der en økonomisk gevinst at hente, når den tid kommer.

Offentliggjort

Flere og flere danskere forlænger arbejdslivet, når de når til folkepensionsalderen, og tager dermed en ekstra tørn i arbejdstøjet.

Og med den nye skattereform, som blev vedtaget tidligere i år, er der udsigt til en endnu mere fordelagtig tilværelse målt i kroner og øre som arbejdende senior.

Sådan lyder det fra Camilla Schjølin Poulsen, der er privatøkonom hos pensionsselskabet PFA.

- Samlet set har de seneste års lovændringer været rigtig positive for de mange danskere, der har lyst til at arbejde mere.

- Dem som føler sig motiverede til at blive på arbejdsmarkedet og ellers før i tiden havde valgt at stoppe, fordi de stod til at miste noget af folkepensionen som følge af et længere arbejdsliv, siger hun.

Den største ændring, som allerede nu kan mærkes af de fleste seniorer, der har nået folkepensionsalderen, er ifølge økonomen, at folkepensionen ikke længere modregnes af arbejdsindtægt - hverken ens egen løn eller ens partners.

- Det betyder, at man ikke længere uforvarende kan komme til at skyde sig selv - eller sin partner - i foden ved at give den en skalle på arbejdsmarkedet, efter at man har nået folkepensionsalderen, siger Camilla Schjølin Poulsen.

Der venter flere økonomiske gulerødder i fremtiden for seniorer, der gerne vil blive lidt længere på jobbet. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Og her er der nogle penge at hente. Hun peger på, at alene på folkepensionstillægget kan det betyde op til 5000 kroner mere i hånden efter skat hver måned i forhold til de tidligere regler.

- Problemet før var, at reglerne i forhold til modregning var komplicerede, og det gjorde, at mange opgav at sætte sig ind i reglerne. Nogle fik uheldige overraskelser ved, at de mistede noget folkepension eller at deres partner gjorde, forklarer hun.

Med den kommende skattereform følger to ekstra fordele for de seniorer, der er omkring folkepensionsalderen.

Dels bliver der pillet lidt ved den skattefri seniorpræmie, som er et beløb, du kan få udbetalt, hvis du arbejder minimum 30 timer om ugen et eller to år efter folkepensionsalderen.

Som det er nu, kan det samlet set udløse en præmie på knap 75.000 kroner, hvis du arbejder begge år. Med den nye skattereform indeholder præmien flere penge. Her vil beløbet stige i 2026 og 2029 og vil udgøre 94.000 kroner skattefrit fra 2029.

Derudover indføres der også et ekstra beskæftigelsesfradrag for seniorer de sidste to år før folkepensionsalderen.

Når det er fuldt indført i 2030, giver det op til 4000 kroner årligt. Det vil sige 8000 kroner i alt efter skat på de to år, oplyser Camilla Schjølin Poulsen.

I og med at reglerne ikke træder i kraft med det samme, er det primært seniorer født i 1961 og senere, der får glæde af reglerne, lyder det fra Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent hos revisionsfirmaet BDO.

- Sådan er det altid, når der træffes beslutninger om tiltag, der først får virkning flere år ude i fremtiden, siger han.

Han peger på, at hvis man ser på skattereformen som helhed, er det seniorerne, som er de store vindere.

- Hvilket i min optik giver god mening, fordi behovet for arbejdskraft bare stiger og stiger i mange brancher, siger chefkonsulenten.

/ritzau fokus/

Det betyder det for din pension at arbejde længere

* Din pensionsopsparing vokser, da der bliver indbetalt til den i længere tid, og afkastet kan vokse, fordi den står urørt.

* Der skal finansieres færre år på pension, og dermed skal pensionen ikke strækkes over så mange år, hvilket giver en højere månedlig udbetaling.

* Derudover får du også løn i længere tid.

Kilde: Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom i PFA Pension.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu