Hurtig hjemsendelse af nybagte mødre og deres børn måske kun to timer efter fødslen på et regionssygehus risikerer at koste liv.
Det mener ledende sundhedsplejerske i Aarhus Kommune Margit Krabbe.
På et debatmøde i Aarhus mandag præsenterede hun sundhedsminister Bertel Haarder (V) for den dystre udvikling, at stadig flere førstegangsfødende får voldsomme problemer efter hurtig hjemsendelse.
- Vi ser flere og flere børn, som kommer i direkte livsfare. Det rammer de førstegangsfødende. Nogle mødre tror det er helt naturligt, at de nyfødte sover hele tiden, men det er det ikke, siger Margit Krabbe.
Tal viser nu, at stigningen af ambulante behandlinger og genindlæggelser efter fødsler er steget med henholdsvis 60 og 40 procent.
Margit Krabbe beskylder regionerne for ikke at leve op til sundhedsaftalen og for ikke at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
- Regionerne lever ikke op til deres ansvar med specielt at følge de førstegangsfødende i de første fem døgn efter fødslen, siger Margit Krabbe til ministeren.
Bertel Haarder erkender, at der er kommet flere genindlæggelser, men opfordrer regionerne til at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Han undrer sig i øvrigt over udviklingen, fordi der er kommet flere jordemødre.
Margit Krabbe fortæller om et konkret eksempel fra Aarhus, hvor et meget lille nyfødt barn på kun 1870 gram - efter dog at have været indlagt i 10 døgn med sin mor - blev udskrevet.
- Men på det tidspunkt havde barnet tabt 10 procent af sin fødselsvægt, og det er ganske alvorligt for så lille et barn, siger Margit Krabbe.
Hun mener, at regionerne bør garantere, at børn og mødre ikke sendes hjem, før de kan klare sig, og amningen fungerer.
- De førstegangsfødende er mest udsatte. Det her kan koste mange unødvendige penge på længere sigt, siger sundhedsplejersken.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker