- Skal vi selv betale for kagen, hvis I sætter skatten længere ned?, lyder det kækt fra en mand i starten af 20'erne, og som søndag deltager i årets statsborgerskabsdag på Christiansborg.
Simon Emil Ammitzbøl (LA) fastholder det smil, som også er på den to meter høje plakat af ham selv bagved.
- Nej, nej, vi får bare råd til at give mere kage, hvis skatten sænkes. Det er jo det gode ved skattelettelser, svarer han.
Mens Simon Emil Ammitzbøl giver et par hurtige punchlines, der underbygger skatteteorien, strømmer flere og flere mennesker til Liberal Alliances lokale på statsborgerskabsdagen, hvor der ud over politiske budskaber bydes på kaffe og kage.
Blandt de cirka 900 fremmødte er folk i alle aldre med alle tænkelige accenter og hudfarvenuancer. En af danskerne med friske pas er Tatjana Pakar, der er født i Rusland og opvokset i Litauen. Hun tog imod invitationen med kyshånd.
- Det er vigtigt at deltage i det danske samfund, og derfor kom jeg i dag. Jeg var nysgerrig efter at se Folketinget og snakke med nogle partier, nu hvor der snart er valg, siger Tatjana Pakar, der fik dansk statsborgerskab i august sidste år.
Politikerne er mødt talstærkt op for at byde velkommen. Samtlige partier deltager, og både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt, stiller op til håndtryk og fanfotos.
- Det er en festdag og en god måde at byde folk velkommen. I det her demokratiske land er alle partier klar til at tage imod folk med åbne arme og markere, at det er noget særligt at blive dansk statsborger, forklarer Simon Emil Ammitzbøl.
Det er sjette gang, at Folketinget afholder statsborgerskabsdagen. Alle over 18 år, der er blevet statsborgere i 2010, er inviteret.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned