Nye tal: Elbiler er dyrere at reparere end benzinbiler

Der blev i november 2023 for første gang solgt flere nye elbiler end benzin-, diesel- og pluginhybrider tilsammen, oplyser organisationen Forsikring & Pension. (Arkivfoto). Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

En tur på værkstedet koster mere for elbilen end benzinbilen, viser tal fra Forsikring & Pension. Men man kan ikke skære alle elbiler over en kam, mener FDM.

Offentliggjort

I bilverdenen er det dyrere at reparere ny teknologi end gammel, og derfor kommer du højst sandsynligt af med flere penge hos mekanikeren, hvis din firhjulede kører på el.

Nye beregninger fra brancheorganisationen Forsikring & Pension viser i hvert fald, at prisen for at fikse elbiler i gennemsnit er op til 30 procent højere end for benzin- og dieselbiler.

- Tallene viser, at der på reparationsomkostningerne i forhold til forsikringsskader er en helt klar forskel mellem elbiler og nyere benzin- og dieselbiler, siger Pia Holm Steffensen, der er underdirektør i Forsikring & Pension.

De højere reparationsregninger er ifølge hende medvirkende til, at elbiler generelt set er dyrere at forsikre end andre typer biler.

- Når reparationer er dyrere for elbiler, stiger forsikringsprisen også, fastslår Pia Holm Steffensen.

Ifølge organisationens regnestykke koster en elbil i gennemsnit 15.300 kroner at reparere, mens beløbet ligger på 11.700 kroner for nyere benzinbiler. Hvor stor forskellen er, afhænger dog i høj grad af bilmærke og -model.

For eksempel er en elektrisk VW Up kun lidt under 500 kroner dyrere at reparere end den benzindrevne udgave af biltypen.

Helt nye biler med den nyeste teknologi koster mere at få fikset hos mekanikeren. Det er forklaringen på, at det koster mere at få repareret en elbil end en benzinbil, lyder det fra FDM. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

I den anden ene af skalaen er der knap 3000 kroners forskel på at fikse en Hyundai Kona, som tankes op på strøm, og en Hyundai Kona, der kører på benzin.

Lone Otto, der er teknisk områdechef hos bilejernes interesseorganisation FDM, vurderer, at prisforskellen handler om, at de nyeste biler med det nyeste udstyr og teknologier koster mest at køre en tur på værksted.

- Det er klart, at jo nyere, bilerne er, og jo mere ny teknologi, bilerne har, jo dyrere er de at reparere, siger hun.

Ny teknologi er typisk mere omstændelig at have med at gøre, og reservedelene er ofte dyre, hvilket får reparationsregningen til at løbe op.

- Sammenligner vi bilerne ud fra udstyrsniveau, bør der ikke være den store forskel på el- og fossilbiler, som er i nogenlunde samme prisklasse med samme udstyr, siger Lone Otto.

Når det gælder prisen på bilforsikringen på elbilen, kan der være stor forskel fra selskab til selskab og fra bil til bil, og derfor råder hun til at indhente flere tilbud.

- Der er virkelig en stor gevinst ved at undersøge forsikringsmarkedet. Derfor kan du som forbruger tjene en god timeløn hjem ved at forhøre dig hos flere selskaber, inden du skriver under på en forsikringsaftale, lyder det fra Lone Otto.

Til en start kan du gå ind og danne dig et overblik på hjemmesiden forsikringsguiden.dk, anbefaler Pia Holm Steffensen.

Overvejer du at skifte til en elbil, er det i det hele taget vigtigt at få et overblik over de samlede økonomiske udgifter, siger hun.

- Dan dig det fulde billede. Du skal ikke lade dig slå ud af, at forsikringen kan være dyrere. For der kan være andre omkostninger at spare på som for eksempel afgifter og brændstof, siger hun.

/ritzau fokus/

FAKTA: Forskel i reparationspriser

* Organisationen Forsikring & Pension har analyseret reparationsomkostninger for alle forsikringsskader de første ti måneder af 2023.

* Her er et par eksempler på forskellen i reparationspriser.

* Det koster i gennemsnit 11.718 kroner at reparere en elektrisk Fiat 500, mens benzinversionen af en Fiat 500 i gennemsnit koster 9213 kroner at reparere.

* Det koster i gennemsnit 11.757 kroner at reparere en elektrisk VW E-Golf VII, mens benzinversionen af VW Golf VII i gennemsnit koster 10.565 kroner at reparere.

Kilde: Forsikring & Pension.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu