Nye tilstandsrapporter vil dække færre skader
Drømmeboligen kan blive en dyr fornøjelse, hvis regeringen beslutter sig at lancere en ny tilstandsrapport. Købere bliver nemlig dårligere stillet, mener fagfolk. (arkivfoto) Foto: Martin Ballund/Ritzau Scanpix
Martin Ballund/Ritzau Scanpix
Nylanceret tilstandsrapport forringer boligejeres muligheder for at få dækket skjulte skader, advarer fagfolk.
Efter årelange diskussioner og masser af kritik er regeringen tæt på at lancere en ny og mere brugervenlig tilstandsrapport.
Men få måneder før den ventede lancering 1. februar 2019 står fagfolk i kø for at dumpe de nye rapporter, skriver Politiken.
Med en pædagogisk farveskala kan rapporten vurdere den nye boligs sundhedstilstand og afdække eventuelle skader i murværk, fundamenter og tagkonstruktioner.
Tanken er, at det skal være slut med teknisk komplicerede tilstandsrapporter, der er umulige at gennemskue og forstå for helt almindelige forbrugere.
I iveren efter at forenkle har myndighederne dog ændret eller omformuleret de gældende definitioner af byggeskader, lyder det ifølge Politiken.
Og det vil uvægerligt ændre retspraksis, udløse bunker af klagesager og forringe forbrugernes muligheder for at få forsikringsselskaberne til at dække de skjulte skader, der ikke fremgår af tilstandsrapporten, mener kritikere.
Af den grund bør regeringen tage sig en tænkepause og i stedet trække på hverdagserfaringer fra blandt andet byggesagkyndige og ejendomsmæglere.
Sådan lyder opfordringen fra Ole Hækkerup, direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.
- Jeg frygter, at vi kan ende ud i nogle hovsaløsninger, hvor man er så optaget af at lave et nyt system, at vi risikerer at smide barnet ud med badevandet.
- Regeringen bør tage sig en tænkepause. Den tryghed, der er i dag som boligkøber, skal vi holde fast i, samtidig med at vi skal gøre det mere forbrugervenligt, siger han til Ritzau.
Han medgiver, at det gamle system kan virke for indviklet for boligkøbere. Men købere risikerer at blive langt dårligere stillet med det nuværende udkast.
Den betragtning er brancheforeningen for de større bygningssagkyndige og energikonsulenter, BfBE, enige i.
- Ironisk nok fører den nye karakterskala til en ringere forbrugerbeskyttelse. Færre skader vil simpelthen være dækket fremover via ejerskifteforsikringen. Det kan blive en grim overraskelse for boligejerne, siger Bjørn Christiansen, direktør i BfBE til Politiken.
Meldingen er den samme fra landets boligadvokater, der kalder de nye tilstandsrapporter for en "ommer":
- Når man ændrer et system så gennemgribende og uden dybere undersøgelser af konsekvenserne, så vil det uundgåeligt udløse en masse sammenstød i klagesystemet, siger næstformand for Danske Boligadvokater Peter Boe Christensen til Politiken.
- Dermed underminerer man jo den retspraksis og de klare afgørelser, der har formet sig gennem mange år. Det her kan ikke undgå at få konsekvenser for forbrugerne.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde