Onsdag blev den danske fane officielt givet videre til nye kræfter på Sigonella-basen på den italienske ø Sicilien.
Dermed overtager et nyt hold danskere under ledelse af oberst Lars Smedegaard Kjøller kommandoen over den F-16-enhed, der leverer det danske bidrag til den internationale koalition, som opererer i luftrummet over det krigshærgede Libyen.
- De folk, der var sendt ud med Hold 1, blev sendt ud med meget kort varsel. Derfor har man valgt at skifte dem ud efter en måned med Hold 2, som skal kunne være der op til tre måneder, siger Michael Langeberg, der er presseofficer ved Flyvertaktisk Kommando.
Allerede tirsdag ankom det meste af Hold 2 til Sigonella-basen, og de fleste fra det gamle hold under ledelse af oberst Anders Rex rejste hjem til Danmark samme dag.
Holdene består blandt andet af piloter, logistikere, flymekanikere og ammunitionsfolk, fortæller Michael Langeberg.
- Der er 120 på hvert hold, og de bliver udskiftet en til en, så en flymekaniker afløser en flymekaniker, en pilot afløser en pilot og så videre. Hold 2 består dermed af det samme antal folk af samme kategori, men det er nye personer, der nu er i stillingerne.
Danske kampfly har det seneste døgn været på tre missioner over Libyen, hvor de har bombet ammunitionsdepoter og bunkere. På to af missionerne blev der kastet præcisionsbomber mod mål nær Muammar Gaddafis hjemby, Sirte.
Dermed har Danmarks bidrag til krigen, der ifølge FN-konventionen har til formål at beskytte den libyske civilbefolkning, rundet 110 missioner og 227 bomber.
Hvor længe, missionen vil vare, er endnu ikke afklaret.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde