Nyt it-system holder Sygeforsikring Danmark lukket i over en uge
Sygeforsikring Danmark, som har 2,7 millioner medlemmer skal have nyt it-system. Det lukker for telefoner.
Sygeforsikring Danmark har lukket for deres digitale selvbetjening, for telefoner og for besøg på sine lokale kontorer frem til 21. maj.
Det skriver forsikringsselskabet på sin hjemmeside.
Her lyder det, at man lukkede 8. maj, fordi Sygeforsikring Danmark skal have nyt it-system. Mens systemet implementeres og testes, er det nødvendigt at holde lukket, lyder det.
Allan Luplau, som er administrerende direktør i Sygeforsikring Danmark, fortæller, at lukningen er nødvendig for, at implementeringen går som planlagt.
- Det er en større øvelse at implementere et nyt it-system med en ny leverandør, siger han i en skriftlig kommentar.
Selskabet skal overføre små to terabyte sundhedsdata ifølge direktøren.
- For at sikre os, at det sker så forsvarligt som muligt, holder vi lukket imens, lyder det.
Lukningen betyder blandt andet, at det for nuværende ikke er muligt at blive medlem af Sygeforsikring Danmark.
Sygeforsikring Danmark skriver på sin hjemmeside, at ingen oplysninger vil gå tabt for de eksisterende medlemmer.
Men man kan ikke få udbetalt eventuelle tilskud, imens Sygeforsikring Danmark holder lukket, lyder det.
De tilskud, der bliver indberettet, imens der er lukket, vil kunne ses i Sygeforsikring Danmarks selvbetjening, når selskabet åbner igen.
Ifølge Allan Luplau går det indtil videre bedre end forventet med at implementere det nye it-system.
Han fortæller også, at Sygeforsikring Danmarks medlemmer kan forvente normal betjening, når der bliver genåbnet.
Sygeforsikring Danmark har 2,7 millioner medlemmer.
Som medlem kan man blandt andet få tilskud til tandlæge, briller, og fysioterapi.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned