Nyt udspil skal få flere til at træne kronisk sygdom væk
God træning kan være med til at forebygge operationer og lette presset på sundhedsvæsenet. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Kommunernes Landsforening, Hjerteforeningen og Gigtforeningen vil nytænke behandlingen af kronisk syge.
Borgere med kroniske sygdomme ender på de hårdt pressede sygehuse, selv om de kunne være behandlet bedre og meget billigere tidligere.
Bomben under sygehusene tikke. For med konstant flere ældre, vil stadig flere få brug for mere behandling. Ældre over 75 har i snit mere end fem kroniske sygdomme hver.
Det har Kommunernes Landsforening (KL) sammen med Hjerteforeningen og Gigtforeningen erkendt.
Med et nyt fælles udspil, som præsenteres onsdag, skal patienterne involveres mere i deres egen behandling, og træning er bedre end operation.
Sundhedsvæsenet skal omstilles, så langt flere kan hjælpes i det nære sundhedsvæsen, så sygehusene kan fokusere på de mest syge patienter.
- Med et dårligt knæ er der de fleste steder i landet intet alternativ til operation, selv om vi ved, at det er bedre at starte med genoptræning og vægttab, siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.
Kun en tredjedel af landets 95 kommuner tilbyder i dag et gratis træningsforløb på otte uger, som kan forebygge en knæoperation.
- Cirka 10.000 opereres årligt med nyt knæ. Mange mister deres arbejde. Så det her er jo en gylden mulighed for kommunerne, siger hun.
56-årige Niels Andersen fra Svebølle på Vestsjælland er prototypen på, at det kan svare sig at træne og lade den dyre skalpel blive i skuffen.
Han gik med krykker efter mange års slid og som kandidat til et nyt knæ. Men træning med en fysioterapeut i otte uger ændrede alt. I dag har han smidt krykkerne og de smertestillende piller og er tilbage på arbejde.
Otte uger med fælles træning med tre andre ældre mænd via nettet og med elastikker derhjemme gjorde forskellen. Nu træner han selv i et træningscenter.
- Så længe jeg har det som nu, skal jeg ikke opereres. Jeg træner med en, der har fået skiftet knæ og hofte. Det er langt værre for ham at komme op og gå normalt, end det er for mig, siger han.
For professor i træning og sundhed på Syddansk Universitet Søren Thorgaard Skou er historien klassisk.
- Mere end 25 års forskning viser, at træning er effektiv behandling af patienter med slidgigt. Alligevel modtager kun en ud af tre gratis hjælp i deres kommune til træning og selvhjælp, siger han.
- Sundhedssystemet er som en stor olietanker, der sidder fast i Suezkanalen. Nogle om bord ved nok godt, man bør ændre kurs, men fast sidder man.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker