Nyt virus fundet i Danmark gør dyr deforme

Det er forskere fra DTU Veterinærinstituttet, der har fundet det nye virus i små myg kaldet mitter.

Mitterne, der ikke findes i Danmark om vinteren, er fanget af DTU Veterinærinstituttet i Sønderjylland i oktober 2011.

Det betyder, at landets landmænd kan forvente at få deforme kalve, lam og gedekid til foråret, fortæller Thomas Bruun Rasmussen, der er seniorforsker ved DTU Veterinærinsituttet.

- I voksne dyr giver virusset en kortvarig sygdom med feber og diarre, og for malkekvæg også et fald i mælkeydelsen. Hvis dyret bliver inficeret i drægtigheden, kan fostret risikere at blive misdannet, forklarer Thomas Bruun Rasmussen.

Smitten kan ske, flere måneder inden konsekvenserne ses ved fødslerne, så DTU forventer, at der til foråret vil blive født deforme kalve, lam og gedekid.

- Der er både eksempler på dødfødte og svagfødte kid, der har meget svære misdannelser i hjerne, led, lemmer og rygsøjle, siger Thomas Bruun Rasmussen.

Der er ikke fundet inficerede dyr i danske besætninger endnu, men DTU opfordrer alligevel ejere af får, geder og kvæg til at holde øje med deres dyr og kontakte dyrlægen, hvis der er mistanke.

Da virusset er forholdsvis nyt, er der ikke forsket til bunds i, hvilke konsekvenser det har for mennesker.

- Men på europæisk plan er der lavet risikovurdering af det, og der er ikke umiddelbart indikationer af, at det skulle være sundhedsskadeligt for mennesker - hverken at indtage kød eller mælk fra de inficerede dyr, siger Thomas Bruun Rasmussen.

De seneste måneder har virusset spredt sig blandt hundredvis af besætninger med drøvtyggere i flere andre europæiske lande. I Tyskland er 1000 besætninger inficerede, mens det i England er 200.

/ritzau/

Man har for første gang fundet det nye virus Schmallenberg (SBV), der giver deforme lam, kalve og gedekid, i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret