Nytår: Fyrværkeriskader har nået bundniveauet

10 til 15 danskere vil formentlig få alvorlige øjenskader, når nytåret fejres.

Offentliggjort Sidst opdateret

Og selv om det for den enkelte er ret alvorligt, er det nogenlunde så langt ned, man kan komme, vurderer en af Danmarks førende eksperter på området, overlæge John Thygesen fra øjenafdelingen på Glostrup Sygehus.

- Vi har diskuteret, om man kunne få det længere ned, men vi tror ikke rigtigt på det, siger John Thygesen.

Man har tidligere med held lovgivet sig frem til færre fyrværkeriskader. Det skete for eksempel, da man i midten af 1970'erne forbød de helt små raketter, som ofte blev affyret ved, at man holdt dem i hånden.

Det forbud kunne allerede året efter aflæses i statistikkerne. Ifølge overlægen er problemet imidlertid, at de værktøjer, der er tilbage nu, for eksempel er generelle forbud mod forskellige fyrværkerityper.

- Men sådanne forbud ville formentlig føre til, at vi ville se mere af det ulovlige og ofte farligere fyrværkeri, siger John Thygesen.

Han peger på, at det først og fremmest handler om at opføre sig fornuftigt og så følge de råd, som eksperterne giver.

- For eksempel skal man ikke gå tilbage og kigge ned i et batteri for at se, om det er færdigt, siger John Thygesen.

Sidste år skyldtes mere end halvdelen af de alvorlige øjenskader netop uheld med batterier.

En 19-årig mand mistede sit ene øje efter at være kommet for tæt på et batteri, og en fem-årig pige måtte have syet hornhinden sammen efter at være blevet ramt af en vildfaren kugle fra et batteri.

- Det er også en god idé, hvis man allerede inden nytårsaften i dagslys undersøger, hvordan fyrværkeriet skal affyres. Hvor sidder lunten på batteriet? Og hvordan sikrer man sig, at man antænder den helt fra enden af lunten, siger John Thygesen.

Han er selv blandt deltagerne, når Bella Center i København til sommer er vært for en international øjenkonference, hvor netop fyrværkeriskader er et af punkterne på dagsordenen.

Håbet er, at man ved at udveksle erfaringer kan komme med endnu mere præcise anbefalinger.

/ritzau/