Nyuddannede kastes ud i ledighed

Skingre råb om mangel på flere kloge hoveder er afløst af en dyb jobkrise for nyuddannede akademikere. Særligt de grupper, der for nylig har kunnet vælge og vrage mellem lukrative jobtilbud fra sultne virksomheder, er hårdt ramt af nedturen. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Det er uhyre vanskeligt for de nyuddannede at komme i arbejde. Vi havde før sommerferien en forudanelse om, at det ville gå galt. Nu kan vi se, at dimittendledigheden stiger, siger formand for AC, Akademikernes Centralorganisation, Erik Jylling, der frygter for udviklingen de kommende måneder.

I øjeblikket er 28,4 procent af alle akademikere, der er uddannet inden for de seneste 12 måneder, uden arbejde.

- Når vi taler om de nyuddannede, ved vi fra krisen i 1980'erne, at når de først får bidt sig fast i ledighed, bliver de svære at få ind på arbejdsmarkedet igen. De bliver overhalet bagfra og får ikke den løbende kompetenceudvikling, siger Erik Jylling.

Blandt jurister og økonomer i DJØF er ledigheden blandt de dimittender, der har fået deres eksamen i år, oppe på 42 procent. For et år siden gjaldt det tilsvarende 26 procent.

De mest udsatte uddannelser i DJØF-regi er dem, der er tættest på erhvervslivet, f.eks. cand.merc'erne.

Blandt ingeniørerne i a-kassen IAK var 44 pct. berørt af ledighed i august - og ingeniørerne har nu højere dimittendledighed end magistrene, der bl.a. tæller humanister, som historisk har haft langt sværere ved at få det første job.

/ritzau/

Vanskeligt for nyuddannede akademikere at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Offentliggjort Sidst opdateret