Oberst skyder med skarpt mod auditørkorps
Forsvarets Auditørkorps er så langt fra militærets virkelighed, at oberst og forfatter Lars R. Møller i en kronik i Berlingske spørger, om auditørerne befinder sig i det ydre rum.
- Jeg går absolut ikke ind for den rendyrkede inkompetence, der har præget auditørens seneste indsats, hvor unge mennesker, som vi skylder al mulig respekt, er blevet slæbt i retten og må vente i månedsvis, før de bliver frikendt, skriver han i kronikken.
Han raser over en sag om et missilangreb i Afghanistan mod formodede talibankrigere, der formentlig var i færd med at nedgrave en sprængladning. Den danske kompagnichef besluttede at gribe ind med et helikopterangreb, og flere blev dræbt.
Rygtet gik dog på, at ofrene var lokale afghanere, der var ved at grave til en køkkenhave, og derfor gik Auditørkorpset ind i sagen. Ifølge auditøren fulgte kompagnichefen ikke reglerne for magtanvendelse og rejste derfor tiltale mod ham.
Sagen skulle efter planen være indledt ved Retten i Holstebro mandag, men hændelsen er så klar, at den aldrig burde have vækket auditørernes interesse, mener Lars R. Møller.
- Nato og det britiske hovedkvarter har i forbindelse med helikopterens skudafgivelse undersøgt sagen og finder ikke anledning til at bore dybere i begivenheden, påpeger han.
Lars R. Møller beskylder blandt andet auditørkorpset for at have "benene plantet i den blå luft", fordi sagen ikke er enkeltstående. Han tilføjer dog, at der også findes gode folk i korpsets ledelse.
Sagen er nu udskudt i tre måneder, blandt andet fordi auditørerne vil have, at domsmændene i sagen bliver sikkerhedsgodkendt, fordi de vil få kendskab til hemmeligstemplede dokumenter i sagen.
Det har retten i Holstebro afvist, men kendelsen er kæret til landsretten.
Auditør Peter Rask vil over for Berlingske ikke kommentere Lars R. Møllers kronik eller hans udlægning af sagen.
- Straffesager fører vi i retten, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned