Odense Zoo vågnede op til nyfødt lille giraf
Natten til onsdag fik Odense Zoologisk Have en nyfødt hungiraf, der vejer intet mindre end 60 kilo og er hele 170 centimeter høj.
- Vi har gået og ventet på, at en af vores giraffer skulle føde. Og det har hun så klaret helt af sig selv her i nat, fortæller Nina Collatz Christensen, der er teamleder for Formidling i Odense Zoo, til Ritzau.
- Det betyder, at vi ikke ved præcist, hvornår den er født. Men en gang i nat er der i hvert fald kommet en ny kalv. Og den er rigtig fin, og alt er, som det skal være, tilføjer hun.
Odense Zoo er nu oppe på hele syv giraffer, som bevæger sig rundt i havens nye, store Kiwara-område, der blev indviet i 2011.
Og kalven er havens tredje nyfødte giraf inden for de sidste to år.
- Nyfødte giraffer skal gerne stå op inden for den første time efter fødslen. Ellers er der noget galt, siger Nina Collatz Christensen og tilføjer:
- Men kalven bevæger sig fint rundt og spiser ved moren, der passer godt på den. Hun er faktisk meget rolig, selvom det er første gang, at hun har født.
Ifølge Odense Zoo er der endnu ikke valgt et navn til den nyfødte giraf, som de selv betegner som "super fin".
For haven har en tradition for, at lokalbefolkningen kan byde ind med navne til nyfødte dyr, og så vil dyrepasseren inden for den første uge vælge en vinder.
- Når det kommer til at vælge navne til vores dyr, vil vi gerne have, at det siger noget om dyrets natur eller oprindelig levested, siger teamlederen.
- Men det kan være, at der utraditionelt vælges et helt anderledes navn den her gang. Det må vi vente og se, tilføjer hun.
Nina Collatz Christensen fortæller også, at den nyfødte kalv rent faktisk adskiller sig lidt fra sine forældre og de andre giraffer i haven ved, at den har en meget lysere farve.
Om det kan inspirere til et navn, må tiden vise.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde