Offentligt ansatte oplever mere kontrol
Øget kontrol og manglende indflydelse præger arbejdsdagen for tusindvis af offentligt ansatte. Og det er på trods af, at både den nuværende og tidligere regering har haft ambitioner og udstedt løfter om det modsatte.
I en ny Gallup-undersøgelse for LO og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) svarer 41 procent, at der er kommet mere kontrol af deres arbejde det seneste år. Kun ni procent oplever, at der er kommet mindre, skriver Ugebrevet A4.
Den øgede kontrol er kommet i stort set samme periode, som den nuværende regeringen har siddet ved magten.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) mener ikke, at resultaterne er tilfredsstillende, hvis man drømte om, at problemerne ville være løst i løbet af de 11 måneder, regeringen har haft magten.
- Men den forestilling har jeg aldrig haft. Der er ikke sådan, at cirkulærer og regler bliver til støv, bare fordi man får en ny regering, siger Margrethe Vestager til Ugebrevet A4.
Formand for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, er bekymret over undersøgelsens resultater, og ærgrer sig samtidig over, at den tidligere regerings indsats på området ikke har virket.
- Det går den stik modsatte vej i forhold til, hvad det burde. De politiske reformer på området har åbenbart ikke virket, for når vi laver undersøgelser, er det kun blevet værre, siger han.
Hvis man droslede ned på kontrollen i den offentlige sektor, kunne samfundet spare enorme summer, forklarer lektor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved handelshøjskolen CBS i København Niels Thyge Thygesen.
- Når kommunens forvaltning skal ind og kontrollere, hvad der foregår, når for eksempel en hjemmehjælper er ude ved en borger, er det jo en ekstra omkostning, siger han.
Men det er ikke kun penge, man kan hente ved at skære ned på kontrollen, mener Dennis Kristensen.
- Det er ligesom et Kinderæg. Både arbejdsgiver og skatteborger kan vinde på det. Men de ansatte får også større arbejdsglæde, siger Dennis Kristensen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned