Offerudstilling: Bødskov har forståelse for efterladte
Foto: Thomas Lekfeldt/ Scanpix /Scanpix
Thomas Lekfeldt/ Scanpix /Scanpix
Justitsminister Morten Bødskov (S) forstår godt, hvis de efterladte til de 12 kvindelige drabsofre, som portrætteres i ny udstilling på Politimuseet i København, oplever ubehag ved udstillingen.
Det siger justitsministeren i en kommentar, efter at museet er blevet kritiseret fra flere sider for ikke at have orienteret de pårørende om malerierne.
- Jeg forstår godt, hvis de efterladte oplever ubehag ved at se deres dræbte barn portrætteret som en del af en kunstudstilling på Politimuseet, uden at de var blevet orienteret om det, siger Morten Bødskov.
Han tilføjer, at han selv ville have ønsket at være blevet kontaktet af museet, hvis han stod i de pårørendes situation.
Derfor glæder han sig over, at Rigspolitiet nu tilsyneladende reagerer på kritikken:
- Jeg har forstået, at Rigspolitiet nu vil tage initiativ til at udarbejde retningslinjer, der tager højde for de moralske og etiske spørgsmål, der altid kommer i spil, når man laver udstillinger om politiets historie og virksomhed. Det, synes jeg, er fornuftigt.
På både Christiansborg og hos Landsforeningen Hjælp Voldsofre har museets fremgangsmåde skabt vrede. Blandt andre har De Radikales kulturordfører, Marlene Borst Hansen, efterlyst mere respekt for de efterladte.
Kunstneren bag portrætterne, Birgitte Skallgård, hvis hensigt har været at hylde ofrene, mener ligeledes, at de pårørende burde have været spurgt, inden billederne blev hængt op som led i udstillingen "Kvindedrab. In Memoriam".
Kritikken får imidlertid ikke museet til at fjerne værkerne, fastslog museumsleder Frederik Strand onsdag eftermiddag:
- Jeg synes ikke, at udstillingen, så sober som den er, fortjener at blive taget ned. Det synes jeg vitterligt ikke, siger Frederik Strand til Ritzau og tilføjer:
- Det er nogle smukke malerier, som fremstiller kvinderne som helte. Ikke som drabsofre.
Dog er kritikken ikke gået ubemærket hen, forsikrede han. Fremadrettet vil museet således overveje, hvordan man skal forholde sig til efterladte i forbindelse med udstillinger.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker