Økologisk grønt er ikke det sundeste

Det er ikke sundere at spise økologiske grøntsager end de såkaldt konventionelt dyrkede.

Sådan lyder resultatet af en netop offentliggjort undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet, Københavns Universitet og Aarhus Universitet.

Her er forskerne kommet frem til, at de økologiske grønsager ikke har et højere indhold af kendte sundhedsfremmende stoffer end de konventionelle.

- Vores resultater er baseret på det hidtil største samlede forskningsforsøg på området. Det har været en stor mangel ved tidligere undersøgelser, at geografi, klima og jordbundsforhold ikke har været inddraget. Når vi gør det, så forsvinder forskellen mellem den økologiske og den konventionelt dyrkede grøntsag, siger seniorforsker Pia Knuthsen fra DTU Fødevareinstituttet.

Forskerne har undersøgt løg, kartofler og gulerødder for bioaktive stoffer. Flere videnskabelige studier peger i retning af, at bioaktive stoffer kan have positive effekter på menneskers sundhed og mindske risikoen for en række sygdomme som eksempelvis hjertesygdomme og kræft.

Hos DTU Fødevareinstituttet understreger man dog, at forbrugernes valg af økologiske produkter også handler om andre aspekter end sundhed.

Forbrugere, der køber økologiske varer, ønsker også øget dyrevelfærd i produktionen, ligesom hensynet til miljøet og naturen vægter højt. Desuden er smag, friskhed og sundhed vigtige forhold ved valget af den økologiske vare.

Undersøgelsens resultater er netop offentliggjort i tidsskriftet Journal of Agricultural and Food Chemistry.

/ritzau/

Ny forskning viser, at økologiske grøntsager ikke er sundere end de såkaldt konventionelle ikke-økologiske.

Offentliggjort Sidst opdateret