OL-ferien i London skal planlægges nu

Drømmer du om at komme til London næste år og se OL, så er det nu, planlægningen skal begynde. Den 15. marts går det officielle billetsalg i gang til det 30. olympiske lege.

Hos FDM Travel opfordrer man danskerne til at være ude i god tid og allerede nu sætte sommerferien 2012 i system.

- Der vil helt sikkert være rift om billetterne, så det er en rigtig god idé at have gjort sig nogle tanker om, hvilke sportsgrene og ceremonier, man gerne vil opleve, siger udviklings- og salgschef i FDM Travel, Line Danvad.

- Det er første gang i mange år, at OL afholdes så tæt på Danmark, så vi forventer, at mange danskere vil rejse til London til næste år, siger hun.

Man kan ikke direkte købe en billet til legene. Men man kan søge om at få fat i de eftertragtede billetter fra 15. marts til 26. april 2011. Herefter vil man blive kontaktet, hvis man har været så heldig at få fingre i en billet.

Ifølge FDM varierer priserne fra 20 til 2000 pund svarende til omkring 175-17.500 kroner. De dyreste billetter er til åbningsceremonien.

- OL vil helt sikkert få fly- og hotelpriserne til at ryge i vejret, som det er kutyme ved den slags store begivenheder. Så man skal regne med at betale mere for rejsen- måske endda 8-10 gange mere alene for hotellet, siger Line Danvad og fortsætter:

- Salget af flysæder og hoteller åbnes først cirka et år inden OL, men når der åbnes, er det vigtigt, at man er hurtigt ude. Ellers vil man slet ikke kunne få et hotel i nærheden af London.

Det er stadig usikkert, hvilke discipliner der får dansk deltagelse. Men traditionelt er der danskere at finde indenfor blandt andet badminton, håndbold, roning, ridning, sejlsport og svømning.

/ritzau/

Håber du at komme til OL i London i 2012, skal det planlægges nu. Priserne på fly og hotel vil nå nye højder.

Offentliggjort Sidst opdateret