Oliekatastrofen dag for dag marts 2001

”Den største oliekatastrofe i Danmark nogensinde truer i dag med at forurene kysterne på Østfalster og Møn…”
Sådan lød indledningen på Folketidendes forside torsdag 29. marts 2001. Blot få timer efter at to skibe var kollideret 13,3 sømil sydøst for Hesnæs på Falsters østkyst. Og blot få timer før, at artiklens ordlyd skulle blive til virkelighed.
Omkring 2.400 tons olie væltede ud af tankskibet i timerne efter kollisionen nordøst for Kadetrenden, hvor ”Baltic Carrier”, der var på vej sydøstover, kort efter midnat for en stund mistede styringen og trak ind foran fragtskibet ”Tern”, der var på modsatte kurs. ”Baltic Carrier” blev ramt i styrbords side og fik en del af skroget flået op.
Ingen af søfolkene kom noget til, men olien væltede ud i det mørke hav og blev ført mod Møn, Grønsund og Østfalster.
 ”Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om udslip i tilsvarende mængder. Olien er så tyk, at den ikke umiddelbart vil fordampe, inden den rammer kysten. Gør den det, er det en særdeles alvorlig situation,” sagde stabsvagt Mich Nielsen ved Søværnets Operative Kommando til Ritzaus Bureau i timerne efter kollisionen.
Og den kommende oliekatastrofe udløste allerede fra morgenstunden det helt store beredskab. Fire miljøskibe - tre danske og et tysk - blev sendt til farvandet. En helikopter blev sendt til vejrs for at overvåge olien fra oven. Klokken 9 ankom den første lastbil fra Beredskabscentret i Næstved til havnen i Stubbekøbing, fyldt med udstyr til olieoprydning. Og en time senere blev der oprettet en kommandostation hos betjent Arne Janssen på politistationen på Stubbekøbing Havn.
 
”Forureningen har ramt kysterne fra Møn til Vordingborg. 100 mand gik i formiddag i gang med at rydde op…”
Også fredag 30. marts 2001 fyldte oliekatastrofen meget i Folketidende. På forsiden den dag blev bragt et billede af en livløs fugl, der fløj rundt i den tunge olie bag en orange flydespærring. Dagen før var det lykkedes at opsamle en del af olien til havs, men en stor del af oliemængden var om eftermiddagen drevet ind i Grønsund, hvorfra den i løbet af natten bredte sig til kysterne og Storstrømmen. Fra kysterne blev olien skovlet op i store containere.
”Oprydningen kan komme til at vare hele weekenden,” forudså indsatsleder Jørgen Rasmussen fra Beredskabsstyrelsen den fredag formiddag.
 
”Over 100 ton olie samlet op”.
Sådan lød overskriften i Folketidende lørdag 31. marts 2001.
Mængden var opsamlet frem til fredag aften - primært i selve Storstrømmen, hvor de små miljøskibe ”Mette Miljø” og ”Marie Miljø” hver havde taget omkring 50 tons olie om bord. Olien blev losset i Vordingborg, hvor Søværnet havde oprettet et særligt opsamlingssted.
Også Greenpeace meldte sig med hjælp med skibet ”Beluga”, ligesom to tyske og et svensk miljøskib var med i oprydningen til havs.
Tilbage i havet på kysterne skønnedes på det tidspunkt at være 1.000 tons olie.
 
”Halvdelen af olien er nu fjernet”.
 Sådan lød en af overskrifterne i Folketidende mandag 2. april 2001.
I løbet af weekenden havde der været hektisk travlhed på vandet og langs kysterne på Møn, Farø, Bogø og det nordøstlige Falster. Den store oliepøl på 930 tons i farvandet mellem Farøbroerne og Storstrømsbroen var samlet op. Langs strandene var der fjernet anslået 400 tons olie.
400-500 mennesker havde knoklet for at fjerne olien. Blandt dem mange frivillige fra Bogø og Greenpeacefolk fra ”Beluga”. Og mandag var også 180 personer fra Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet i sving.
Omkring 1.000 fugle - især havlitter og edderfugle - var på det tidspunkt blevet aflivet efter at være blevet fundet på lokaliteter i Grønsund, ved Møns Klint og ved Ulslev Strand.
Samtidig begyndte nu det politiske efterspil og fokus på den stigende skibstrafik i Østersøen. Og turistbranchen frygtede, at omtalen af oliekatastrofen skulle afholde turister fra at besøge landsdelen den kommende sæson.
 
1.945 ton af olien opsamlet. Sådan lød status i Folketidende tirsdag 3. april 2001 fra kommandocentralen på Stubbekøbing Havn efter en nat, hvor også militæret var ved at rykke ind med ingeniørtropper for at anlægge en vej til oprydningsmaskiner i et af de værst ramte områder ved Bredemage Hage på Bogø.
Samtidig var ”Baltic Carrier” næsten blevet pumpet tom for de 30.000 tons olie, som tankskibet medbragte ved kollisionen fem døgn tidligere. Nye 120 værnepligtige fra Beredskabskorpset blev sat ind i oprydningen og afløste de trætte kolleger, der havde knoklet i døgnene inden. Langs kysterne var 20 jægere i sving for at opspore og aflive de olieindsmurte fugle. På det tidspunkt blev antallet af døde fugle opgjort til omkring 2.000.
 
”Oprydningen fortsætter”.
Overskriften og et bærende billede med Farøbroen i baggrunden talte sit eget tydelige sprog på forsiden af Folketidende onsdag 4. april 2001. Forrest i billedet gik værnepligtige fra Beredskabskorpset og skovlede den tunge olie op med håndkraft, mens en sugemaskine var kommet på overarbejde yderst i billedet.
Ved Hestehoved foregik oprydningen med skovle og store spande. Seks tons olie havde ramt kysten ved fyret og blev fjernet med håndkraft. Og i kommandocentralen på politistationen på Stubbekøbing Havn var man i gang med at planlægge, hvordan finrensningen af kysterne skulle finde sted og den sidste olie fjernes.
 
”Tak for hjælpen”.
Ordene, der faldt til daværende indenrigsminister Karen Jespersen på generalforsamlingen i Kommuneforeningen i Storstrøms Amt, var tiltænkt Beredskabsstyrelsen - og blev gengivet på forsiden af Folketidende torsdag 5. april efter syv hektiske døgn med oprydning efter oliekatastrofen. Og efter knap en uges indsats var næsten al olien fra ”Baltic Carrier” samlet op.
Folketidendes leder den dag sluttede med ordene:
”Der resterer stadig en god indsats for at få de sidste olierester væk, og efterfølgende skal hele indsatsen følges op og forløbet gennemarbejdes. Som altid vil der kunne peges på ting, som kunne være gjort bedre og mere effektivt og på et andet kommunikationsmønster. Det er godt at lære af sine fejl, så ”systemet” er endnu mere kampklart næste gang, det sker.
Men sådanne justeringer og småfejl vil ikke kunne ændre helhedsbilledet, som er, at mange hundrede, energiske, målrettede, kreative og dygtige folk har gjort et kæmpejob for at gøre følgerne af en truende katastrofe så minimale som muligt.
Vi letter på hatten.”
Foto: Arkivfoto

OLIEKATASTROFE 2001: Torsdag 29. marts 2001 kolliderede to skibe nordøst for Kadetrenden og sendte 2.400 tons olie mod kysterne på Østfalster, Møn og Bogø.

Offentliggjort Sidst opdateret