Olivers far risikerer 10 års fængsel

I sidste uge fik den femårige Olivers far, Thomas Sørensen, forældremyndigheden over sønnen. Det skete ved fogedretten i Helsingør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dermed er sagen dog langt fra slut.

Tirsdag startede straffesagen mod Thomas Sørensen i Graz i Østrig. Thomas Sørensen, der selv er til stede i retten, er tiltalt for at have bortført Oliver fra Østrig. Han risikerer op til 10 års fængsel i Østrig.

- Han er først og fremmest mødt op, fordi han mener, at han ikke har gjort noget ulovligt. Han mener, at han har de danske myndigheder og domstole bag sig, siger Janus Bang, der er talsmand for Thomas Sørensen.

Thomas Sørensen er tiltalt for at have taget sin søn ud af morens bil, da hun skulle aflevere drengen i børnehave. En medsammensvoren holdt moderen fast, mens Thomas Sørensen tog drengen, som han siden tog med til Danmark.

Ifølge talsmanden har Thomas Sørensen fået lovning på, at østrigsk politi ikke umiddelbart vil fængsle ham. Sagens dommer kan dog kræve ham fængslet, hvis det vurderes, at han vil udeblive fra en eventuel straf.

- Det er jo en risiko. Når han rejser derned, er det på anbefaling fra hans østrigske advokat, som vurderede, at der kan blive udstedt en international arrestordre på ham, hvis ikke han rejser derned, siger Janus Bang.

Hvis ellers Thomas Sørensen ikke bliver fængslet, planlægger han at rejse tilbage til Danmark efter tirsdagens retsmøde.

- Vi går ud fra, at han kan få lov at rejse hjem igen, når han nu frivilligt møder op. Men det er klart, at dagens retsmøde bliver afgørende. For ligesom i Danmark har man jo mulighed for at vælge at fængsle ham under retsmødet, siger Janus Bang.

Selv om Thomas Sørensen altså er mødt frivilligt op til straffesagen i Østrig, så har han endnu ikke taget stilling til, hvad han vil gøre, hvis sagen ender med en fængselsstraf.

- Han tager et skridt af gangen, siger Janus Bang.

/ritzau/