Ombudsmanden skal se på Sander-hemmelighed

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen skal nu se nærmere på tidligere videnskabsminister Helge Sanders (V) gøren og laden i sagen om 30 omstridte anonyme spørgsmål - angiveligt formuleret af den skandaleramte hjerneforsker Milena Penkowa.

Det er to tidligere medlemmer af Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom, professorerne Ulla-Feldt Rasmussen og Søren Laurberg, der har valgt at klage til ombudsmanden.

Begge er de godt og grundigt vrede over Sanders ageren i den prekære sag.

- Jeg kan bekræfte, at vi tirsdag har afleveret en klage over forvaltningen af sagen i Videnskabsministeriet, siger Ulla-Feldt Rasmussen fra Rigshospitalet til Ritzau.

- Der har været så mange løgne og fortielser i denne sag, at vi ikke længere kan sidde det overhørigt, fortsætter hun.

Ulla-Feldt Rasmussen ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad der specifikt står i klagen til ombudsmanden.

Men ifølge Ritzaus oplysninger stiller den skarpt på, at Sander i 2009 valgte at sende interne papirer ud af ministeriet til en tredjepart.

Flere tidligere medlemmer af forskningsrådet føler sig sikre på, at modtageren var Milena Penkowa.

Sagen begyndte med, at forskningsrådet i slutningen af marts 2009 modtog 30 anonyme og stærkt kritiske spørgsmål fra Helge Sander.

Rådet sendte dets foreløbige svar på beskyldningerne tilbage til ministeren få dage senere med visheden om, at der var tale om et internt papir.

Men inden 1. april gav Sander ikke desto mindre "en kuvert med 14 siders bemærkninger til det foreløbige svar på de 30 spørgsmål" til Forsknings- og Innovationsstyrelsens direktør, Inge Mærkedahl.

Den oplysning og de 14 siders anklager mod forskningsrådet uden afsender kunne de tidligere medlemmer læse for første gang for to uger siden på Videnskabsministeriets hjemmeside.

I den forbindelse udtalte Søren Laurberg fra Århus Universitetshospital:

- Det er for galt, at man håndterer sådanne ting bag om rådet. Jeg er ikke jurist, men set fra min synsvinkel er det ikke i orden.

Sander har ved flere lejligheder nægtet hverken at be- eller afkræfte, om Penkowa var kilden til de 30 spørgsmål.

/ritzau/

Ombudsmanden har modtaget klage fra to professorer over Helge Sanders rolle i sagen om 30 anonyme spørgsmål.

Offentliggjort Sidst opdateret