Ombudsmanden stiller skarpt på isolationsfængsling
Kriminalforsorgen bruger i stigende grad strafcelle til at disciplinere indsatte. Ombudsmandens Tilsynsafdeling vil nu undersøge praksissen. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Fra 2015 til 2018 steg brugen af strafcelle med 84 procent. Ombudsmandens vil nu undersøge Kriminalforsorgen.
Ombudsmanden vil undersøge Danmarks omstridte brug af strafcelle i fængsler og arresthuse.
Det skriver Ombudsmandens Tilsynsafdeling i en pressemeddelelse mandag.
Baggrunden for undersøgelsen er blandt andet, at brugen af strafcelle til at disciplinere indsatte er steget fra 2579 tilfælde i 2015 til 4752 tilfælde i 2018 - altså en stigning på 84 procent.
Morten Engberg vil som chef for Ombudsmandens Tilsynsafdeling stå i spidsen for undersøgelsen.
- Brugen af strafceller er desværre stigende i Kriminalforsorgen, siger han.
Strafcelle indebærer, at man isoleres i en særlig celle 23 timer i døgnet.
- Og vi ved fra flere undersøgelser, at det er noget af det, der kan skabe psykiske skadevirkninger hos de indsatte - navnlig hvis man sidder isoleret igennem længere tid, siger Morten Engberg videre.
En række stramninger i fængselslovgivningen har siden 2016 givet Kriminalforsorgen bedre muligheder for at bruge strafcelle for overtrædelser som rygning, særligt sprogbrug og brug af mobiltelefon.
FN og Europarådet har flere gange kritiseret Danmark for langvarig isolationsfængsling.
Danmark arbejdede aktivt for vedtagelsen af de såkaldte Mandela-regler for fængselspraksis i FN's Generalforsamling i 2015.
En af anbefalingerne i Mandela-reglerne er at forbyde isolation i mere end 15 sammenhængende dage.
I juni 2016 ændrede regeringen imidlertid retsplejeloven, så varetægtsfængslede kan blive ikendt strafcelle i op til 28 dage.
Den kritik har Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY, Dansk Institut mod Tortur, ligeledes fremført.
Begge vil være en del af samarbejdet bag årets tilsyn fra Ombudsmanden.
Under tilsynet vil man besøge fængsler og arresthuse og interviewe indsatte om, hvordan det opleves at sidde i strafcelle.
- Vi taler også med de ansatte og ledelsen om, hvordan det foregår. Vi vil sikre os, at reglerne bliver fulgt, og at man er opmærksom på risikoen for psykiske skadevirkninger, siger afdelingschef Morten Engberg.
Tilsynet munder ud i en temarapport, som bliver offentliggjort næste år.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet