Ombudsmanden: Studerendes klagesager er behandlet forkert
Københavns Universitet har ført ulovlig praksis i forhold til behandling af klagesager fra studerende, fordi en vejledning fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har været i strid med reglerne. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Et totrinsklagesystem på Københavns Universitet, som bygger på en vejledning fra styrelse, er ulovlig praksis.
Et system, som bygger på en vejledning fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, er i strid med reglerne.
Det betyder, at klagesager fra studerende på Københavns Universitet ikke er blevet behandlet korrekt. Og at der har været længere sagsbehandlingstid.
Det oplyser Folketingets Ombudsmand i en pressemeddelelse.
Styrelsens vejledning er nemlig ifølge Ombudsmanden i strid med uddannelsesbekendtgørelsen og eksamensbekendtgørelsen.
- Det er et problem, allerede fordi de gældende regler i uddannelses- og eksamensbekendtgørelsen ikke giver mulighed for interne rekursordninger som den, der har foreligget på Københavns Universitet, oplyser ombudsmanden, Niels Fenger, i et skriftligt svar til Ritzau.
- Hertil kommer, at det kan føre til en længere sagsbehandlingstid i sager, hvor afgørelsen skal forbi styrelsen.
Ifølge Ombudsmanden har Københavns Universitet brugt et totrinsklagesystem. Først er en klagesag havnet hos universitetet selv - i universitetets rektorat - og så har det været den studerendes ansvar at sende sagen til styrelsen efter endt afgørelse hos universitetet.
Dermed har universitetet tilføjet et ekstra lag i sagsbehandlingen, der ifølge Ombudsmanden ikke er hjemmel til. Sagerne er behandlet på den måde over en årrække.
- Københavns Universitet har fulgt en praksis, hvor de studerende skulle klage flere gange for at få en overordnet instans uden for universitetet til at bedømme deres sag, udtaler Niels Fenger i pressemeddelelsen.
Det er i strid med reglerne og ulovlig praksis. Universitetet skal nemlig sende sagen videre til styrelsen, oplyser Niels Fenger.
I pressemeddelelsen oplyser Ombudsmanden, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen vil tale med universiteterne om studenterklagesagsprocessen.
Styrelsen vil vende tilbage til Ombudsmanden med en status i slutningen af april.
Ritzau har kontaktet Uddannelses- og Forskningsstyrelsen for en kommentar. Styrelsen arbejder på at vende tilbage med svar.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker