Ombudsmanden undersøger fire selvmordsforsøg på asylcentre
I november 2012 forsøgte fire afghanske teenagepiger fra to forskellige asylcentre at begå kollektivt selvmord. Selvmordsforsøget blev i sidste øjeblik forhindret af de ansatte, og nu går Ombudsmanden ind og undersøger sagen, skriver Politiken.
- Folketingets Ombudsmand har nogle særlige forpligtelser over for samfundets udsatte borgere, herunder børn på institutioner, siger Bente Mundt, kontorchef i Ombudsmandens børnekontor, til Politiken.
- Når vi hører, at fire teenagepiger, der bor på sjællandske asylcentre, forsøger at begå selvmord, ligger det i naturlig forlængelse af vores tilsynspligt at spørge til tingene. Selvmordsforsøg som i den her sag ser vi med alvor på, siger hun.
Antallet af selvmordsforsøg på de danske asylcentre er steget drastisk de senere år. I 2008 var det 12, i 2009 var det 25, i 2010 var det 34, i 2011 var det 53, og i de tre første kvartaler af 2012 skete det 40 gange, skriver avisen.
Den væsentligste årsag er ifølge Røde Kors og Udlændingestyrelsen ikke, at forholdene er blevet ringere, men at der er kommet flere asylansøgere, skriver Politiken. Der er også kommet flere afviste asylansøgere.
Røde Kors, Udlændingestyrelsen og Justitsministeriet er blevet bedt om at redegøre for sagen med de fire teenagepiger. Centerdirektør i Udlændingestyrelsen Anni Fode har i en mail til Politiken skrevet:
- Det er forfærdeligt, at unge mennesker forsøger at tage deres eget liv, og det er ikke mindre tragisk, at det er unge i asylansøgerfamilier.
- Men sådanne omstændigheder kan ikke begrunde asyl. Her må vi behandle asylsagerne efter de regler, der gælder i Danmark.
- Hvis der er sygdom inde i billedet, er der mulighed for at søge Justitsministeriet om humanitær opholdstilladelse, skriver hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde