Omfattende sporarbejde på Køge Bugt-banen forsinket
Arbejdet på Køge Bugt-banen bliver ikke som forventet færdigt i august, oplyser Banedanmark i en meddelelse.
Sporarbejdet på Køge Bugt-banen bliver ikke færdigt som planlagt. Forsinkelser hos en underleverandør betyder, at banen vil være påvirket af arbejdet to uger længere end tidligere forventet.
Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.
- Jeg skal beklage over for passagererne og naboerne til banen, at det er nødvendigt at forlænge fornyelsesarbejdet med to uger på Køge Bugt-banen.
- Vi er meget ærgerlige over at stå i denne situation, hvor en forlængelse af projektet desværre er eneste mulighed for at blive færdige med de arbejder, der udestår, skriver Steen Neuchs Vedel, anlægsdirektør i Banedanmark.
Forsinkelsen betyder, at arbejdet nu ikke som planlagt vil være færdigt 29. august, men først 12. september.
Baggrunden er, at underleverandøren til arbejdet, M.J. Eriksson, ikke har kunnet skaffe de nødvendige maskiner til at løse opgaven inden for den tid, der var planlagt.
Maskinerne skulle komme fra andre opgaver i blandt andet Italien.
Forsinkelsen betyder, at togdriften mellem S-togsstationerne Hundige og Køge bliver erstattet med togbusser frem til 11. september.
Det er ikke første gang i år, at Banedanmark er forsinkede med et større projekt. Tidligere på året måtte arbejdet på sporene på Østfyn forlænges til stor gene for passagererne.
- Det var en helt anden situation på Østfyn, hvor vi var så utilfredse med vores entreprenør, at vi stoppede samarbejdet.
- Denne her gang kan entreprenøren ikke gøre for, at maskinerne ikke ankommer. Det er selvfølgelig ikke godt nok, at det sker to gange, men de to situationer kan ikke sammenlignes, siger Steen Neuchs Vedel.
Han lover, at Køge Bugt-banen bliver færdig til den nye dato.
- Det er vi meget sikre på. Der er plads til, at det også kan nås, selv om alt ikke kører efter planen.
- Men det arbejde, der bliver udført nu, kører fint, siger anlægsdirektøren.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned