Område der blev ramt af stormflod i weekenden udvides
Nye oplysninger om vandstandsforholdene er baggrunden for, at Naturskaderådet torsdag har udvidet området, der erklæres stormflodsramt. (Arkivfoto). Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Området mellem Avedøre Holme og Dragør Havn blev også ramt af stormflod, konkluderer Naturskaderådet.
Også kysten mellem Avedøre Holme og Dragør Havn - inklusive Hvidovre og Kalveboderne - blev ramt af stormflod i weekenden.
Det oplyser Naturskaderådet i en pressemeddelelse.
Dermed udvides området, som i første omgang af rådet blev udpeget som stormflodsramt.
Det har betydning for muligheden for at få erstatning for oversvømmelser i de pågældende områder.
- Området er blevet udvidet som følge af yderligere oplysninger, i forhold til dem som lå til grund for Naturskaderådets oprindelige afgørelse, fremgår det af pressemeddelelsen.
Rådet henviser til henvendelser fra ramte borgere, supplerende data om vandstanden og en kystteknisk vurdering af vandstandsforholdene langs kysterne.
- Disse yderligere oplysninger indebærer således, at de nu tilføjede områder også har oplevet vandstande, som overgår en 20-årshændelse, skriver Naturskaderådet.
Det er således et bælte fra det sydøstlige Jylland, Det Sydfynske Øhav, Langelands og Lollands sydkyst, Østsjællands kyst samt Bornholm, der efter Naturskaderådets vurdering blev ramt af stormflod.
En stormflod er en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet.
Der skal være tale om, at vandstanden er så høj, at den forekommer sjældnere end hvert 20. år.
Stormflodsskader skal anmeldes hos Naturskadebasen, mens andre skader i forbindelse med weekendens uvejr skal anmeldes direkte til ens forsikringsselskab.
Frem til onsdag var der indløbet 1915 anmeldelser på Naturskadebasen fra folk, som søger erstatning fra stormflodsordningen.
Sidste frist for at anmelde skader i de områder, der først blev udpeget som stormflodsramt, er 21. december 2023.
For skader sket i det seneste tilføjede område er fristen 26. december 2023.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker