Omskoling og efteruddannelse skal hjælpe nedslidte danskere
Foto: SVANE BO/POLFOTO/arkiv
SVANE BO/POLFOTO/arkiv
LO foreslår ny pakke, der skal gøre det lettere at blive længere tid på arbejdsmarkedet.
Hjælp til omskoling til mindre nedslidende job. Lettere vej til seniorførtidspension. Efteruddannelse til seniorer. Og flere penge til Arbejdstilsynet, så arbejdsmiljøet bliver forbedret.
Sådan lyder forslagene fra LO i en ny pakke, der skal gøre det lettere at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Det skriver Avisen.dk.
Arbejdsmarkedsforsker mener, det er på tide, at fagbevægelsen kommer på banen, mens Venstre afviser forslagene.
I 2030 er den officielle pensionsalder 68 år, og regeringen ser gerne pensionsalderen hævet med yderligere et halvt år allerede fra 2025.
Men hvis gulvlæggere, slagteriarbejdere, sosuer og andre LO-medlemmer skal holde stadig flere år på jobbet, skal der føres en anden politik, end den der føres i dag, mener LO.
- Hvis pakken med de mange gode forslag blev vedtaget af Folketinget, ville flere af vores LO-medlemmer på sigt kunne holde til at arbejde til de fylder 68 år, siger LO-formand Lizette Risgaard.
En ny undersøgelse, som Epinion netop har gennemført for LO, viser, at hver femte LO-medlem tager smertestillende medicin dagligt eller flere gange om ugen for at klare arbejdsdagen. Det svarer til, at cirka 200.000 håndværkere, lagerarbejdere, industriteknikere og andre medlemmer af 3F, Dansk Metal, FOA og HK en eller flere gange om ugen finder pilleglasset frem, før de går på job.
- Danskernes arbejdsliv er ikke som politikernes på Christiansborg, og det er de nødt til at forstå. LO-familierne skal ikke bøde for, at et folketingsflertal tilbage i 2006 vedtog en stigende pensionsalder og lovede øgede tiltag på arbejdsmiljøområdet og siden sprang i målet og glemte at øge bevillingerne til bedre arbejdsmiljø, siger Lizette Risgaard.
Arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, professor Henning Jørgensen, kalder det bedre sent end aldrig, at LO nu præsenterer en stribe forslag til tilbagetrækningspolitik.
- Alle de faglige organisationer har været for længe om at komme med udspil, der sikrer deres medlemmer ikke bliver nedslidte. Vi har vidst i årtier, at gennemsnitsalderen stiger, og at vejen til større produktion og vækst i arbejdsgivernes og politikernes øjne går gennem et længere arbejdsliv. Alligevel har det været småt med faglige tiltag for at sikre, at man kan holde til et langt arbejdsliv, siger Henning Jørgensen.
I Venstre mener arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen, at LO?s tilbagetrækningspakke er overflødig.
- Overordnet mener Venstre, at vi har et velfungerende og fleksibelt pensionssystem, der også omfatter hjælpemuligheder for personer, der ikke er i stand til at fortsætte på arbejdsmarkedet i hidtidigt omfang. Samtidig kan vi se, at levetiden er steget mere end vi regnede med, da vi vedtog velfærdsaftalen i 2006. Det er naturligvis glædeligt, at danskerne lever lidt længere, men hvis vi skal have råd til fremtidens velfærd, kræver det en regulering af aldersgrænserne, siger Hans Andersen.
Derfor foreslår Venstre fortsat, at pensionsalderen skal hæves med seks måneder, og når forhandlingerne om blandt andet finansloven for næste år er faldet på plads, fortsætter forhandlingerne om resten af 2025-planen, understreger han.
Seneste artikler
Kro bortforpagtet - men traditionerne fortsætter
Vidne i yacht-sagen: Søventil er ikke som en øldåse
Simon Hansen skyder resortmøde i gang: - Vil skabe mere liv året rundt
To mænd uden sele og pas fik bøder ved grænsen i Rødbyhavn
135 blev blitzet: Én havde meget travlt
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Efterlyser vidner i sag om grov vold