Omstridt vildsvinehegn bliver til virkelighed i 2019
Det i Danmark uønskede dyr vildsvinet skal fra 2019 forbi et 70 kilometer langt hegn ved den dansk-tyske grænse for at komme ind i landet. Foto: Dieter Nagl/Ritzau Scanpix
Dieter Nagl/Arkiv/Ritzau Scanpix
Mandag fik vildsvinehegn Miljøstyrelsens godkendelse. Det bliver 70 kilometer langt og op til halvanden meter.
Et vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse har mandag fået Miljøstyrelsens tilladelse.
Det skriver styrelsen på sin hjemmeside.
Dermed er det 70 kilometer lange og op til halvanden meter høje hegn et skridt nærmere at blive til virkelighed.
Hegnet skal forhindre afrikansk svinepest i at brede sig ved at gøre det svært for vildsvin at krydse den dansk-tyske grænse.
Det forventes, at arbejdet med at sætte hegnet op begynder i starten af 2019 og afsluttes samme år.
Der kom 29 høringssvar i forbindelse med høringen af afgørelsen, hvilket har ført til mindre justeringer. Linjeføringen og udformningen af hegnet er dog uændret.
WWF Verdensnaturfonden var blandt de organisationer, der gjorde indsigelser mod hegnet.
Her mener man ikke, at det vil virke.
- Vi anerkender selvfølgelig, at afrikansk svinepest er en alvorlig faktor i svineproduktionen, men vi mener simpelthen ikke, at der er tilstrækkelig dokumentation for, at det her hegn virker efter hensigten, siger seniorbiolog hos WWF Verdensnaturfonden Thor Hjarsen.
- Vi ved, at den menneskelige faktor spiller en stor rolle i udbredelsen af afrikansk svinepest. Vi mener, at lastbiler med svin og fersk kød og madaffald er hovedproblemet.
Derudover er man hos WWF bekymret for den omkringliggende natur.
- I vores øjne er der heller ikke tilstrækkelig dokumentation for, at hegnet ikke vil påvirke truede dyrearter og sårbare naturområder i Sønderjylland. Det gælder en lang række sårbare arter i Danmark - for eksempel traner og oddere, siger han.
Hegnet skal understøtte regeringens mål om at udrydde vildtlevende vildsvin i Danmark, skriver styrelsen.
Folketinget vedtog 4. juni vildsvinehegnsloven om opførelse af et hegn, der skal forhindre, at afrikansk vildsvinepest spreder sig til danske svinebesætninger.
Afrikansk svinepest har aldrig været konstateret i Danmark, men er konstateret i både tam- og vildsvin i lande tæt på Danmark, skriver Fødevarestyrelsen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned