Onsdag begynder vores overtræk på klodens rigdomme
Vi forbruger langt mere, end kloden kan reproducere. Regnskov i provinsen Kuna Jala i Panama. Foto: /ritzau/Borberg Thomas
/ritzau/Borberg Thomas
Globalt forbruger vi, som om der var 1,7 jordklode til rådighed. Danskernes forbrug vil kræve 3,6 jordkloder.
Igen i 2017 har vi opbrugt de naturressourcer, kloden har til rådighed for hele året, længe før nytårsaften. Og endda endnu tidligere end sidste år, viser en opgørelse fra WWF Verdensnaturfonden.
Det sker onsdag 2. august, som dermed udnævnes til "Earth Overshoot Day" - den dag, da vi begynder at bruge flere ressourcer, end kloden kan nå et genskabe på et enkelt år. Sidste år indtraf skæringsdatoen seks dage senere, nemlig 8. august.
Globalt forbruger vi, som om der var 1,7 jordklode til rådighed. Danmark ligger nummer 18 på listen over lande, som forbruger mest. Skulle danskerne være udgangspunktet, ville det kræve 3,6 jordkloder.
Øverst ligger Luxembourg og Qatar med 7,7 og 6,7 jordkloder. Danmark ligger betragteligt over det europæiske gennemsnit på 2,8 jordkloder, oplyser Verdensnaturfonden.
Undersøgelsen er lavet af forskningsnetværket Global Footprint Network, der er WWF's analysepartner. Her ser man på blandt andet CO2-udslip, landbrug, skovbrug og fiskeri og udregner derefter det økologiske fodaftryk for 182 lande.
Bo Øksnebjerg, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden, siger:
- Vi overfisker verdens fiskebestande. Vi fælder regnskovene og udpiner klodens landbrugsjord. Vi presser verdens vandressourcer og udleder for meget CO2, så kloden får hedeslag. Menneskets overforbrug presser simpelthen naturen og dyrene mere, end Jorden kan klare.
Vi skal til at forbruge smartere og producere mere bæredygtigt, tilføjer han.
- Også i Danmark, hvor vi presser dyrene og naturen, overudnytter vores landbrugsjord og har alt for lave ambitioner på klimaområdet, siger Bo Øksnebjerg.
Global Footprint Network medgiver, at der er usikkerhed forbundet med Danmarks økologiske fodaftryk. Det skyldes blandt andet vores store eksport.
I opgørelsen skal fratrækkes de varer, der går ud af landet - men det er et kompliceret regnestykke, erkender WWF Verdensnaturfonden.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet