Oppositionen kræver nu handling i forhold til problemerne med den digitale tinglysning. Kravet kommer efter at det er kommet frem, at også lejerne i landets almene boligselskaber kan se frem til højere huslejer p.g.a. problemer med tinglysningen.
- Regeringen har gjort alt for lidt for at løse problemerne med den digitale tinglysning og hver uge dukker nye alvorlige problemer op. Den plan for tinglysningen som Justitsministeren fremlagde i onsdags er allerede gennemhullet som en schweizerost og derfor må der ny handling og nye ressourcer på bordet, når ministeren kommer i samråd tirsdag eftermiddag, siger Benny Engelbrecht, forbrugerordfører for Socialdemokraterne.
Problemet er, at en systemfejl i den digitale tinglysning hindrer almennyttige boligforeninger i at få behandlet deres sager - de har nemlig pr. lov aldrig fået det CVR-nr., som skal oplyses ved en digital tinglysning.
Så længe deres sager ikke er tinglyst, kan de ikke få omlagt deres byggelån til realkreditlån, og konsekvensen er, at de almennyttige boligafdelinger siden august har betalt ekstra høje renteudgifter, fordi byggelån er væsentlig dyrere end realkreditlån. Men samtidig går de glip af støtte fra staten og fra Landsbyggefonden til at betale ydelserne på lånene. Den form for støtte kan nemlig først udbetales, når lånene er omlagt til realkreditlån.
Hos Dansk Folkeparti mener EU-parlamentariker Morten Messerschmidt, at der ligefrem er basis for at drage EU-Kommissionen ind i sagen.
- Tinglysningssystemet er en slags kapitalens landevej og alle medlemsstater i EU har pligt til at sørge for, at kreditorer kan få deres fordringer registreret. Det er en forudsætning for, at indre marked - herunder kapitalens frie bevægelighed - kan fungere, siger Morten Messerschmidt, der vil tage sagen op med Kommissionen.
- Hvis ikke den danske regering vil gøre noget ved det, må EU-kommissionen derfor gribe ind, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde