Oppustelig labyrint er festugens hit

En oppustelig labyrint udført i gråt plastik foran byens musikhus bliver utvivlsomt et af årets hit, når Århus Festuge starter fredag og fortsætter de følgende 10 dage.

Festugen med temaet "Naboer" har opstillet 800 kvadratmeter stort telt af plastik i runde former. Det indeholder ud over labyrinten over 1500 kubikmeter luft.

Teltet er formgivet med stor inspiration fra muslimske moskeer, og folk skal da også stille skoene, inden de går ind gennem en luftsluse i det helt specielle univers af lys, farver og lyd.

Det hele er indrettet som en farverig labyrint og kan sammenlignes med, at man går indvendigt i en stor oppustelig hoppeborg. Lyset indvendigt er det naturlige lys skabt gennem sprækker og farvelægninger i teltdugen.

Men her skal der ikke hoppes, selv om byens daginstitutioner får gratis adgang den kommende uge. Der er plads til 80 personer ad gangen og en daglig kapacitet på 2000-3000.

Det er den britiske gruppe Architects of Air, der har lavet den spektakulære opsætning Mirazozo, der i Århus kun opsættes for femte gang og for første gang i Skandinavien.

Den noget sårbare installation, der kan pustes op på 20 minutter, kræver mange vagter. Byens idrætsforeninger skiftes til at stille omkring 100 vagter på skift til rådighed.

I løbet af festugen bliver der både jazzmusik og oplæsning af islandsk og færøsk lyrik i de oppustede rammer.

/ritzau/

En britisk kunstnergruppe har konstrueret en oppustelig labyrint, der utvivlsomt bliver et af årets hit i Århus Festuge.

Offentliggjort Sidst opdateret