Opråb fra forældre: Lad børn fra smittede familier blive hjemme
Når børn mødes i skolegården, er der fare for at smitten sendes videre til sårbare familier, lyder det fra forældreorganisationerne Fola og Skole og Forældre.
(Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Forældreorganisationer mener, det er en fejl at sende børn fra coronasmittede familier i institution.
Det er ikke godt nok, når Sundhedsstyrelsen nu indskærper, at børn i risikogruppen eller med familie i risikogruppen, bør tale med en læge, inden de vender tilbage til skole eller institutioner fra på onsdag.
Sådan lyder det fra forældreorganisationerne Skole og Forældre samt Forældrenes Landsorganisation, Fola.
De mener, at der skal justeres yderligere på retningslinjerne, så børn med en Covid-19-syg i husstanden simpelthen skal blive hjemme, hvis de ikke kan isoleres.
Det vil mindske bekymringen for familier med en kronisk syg derhjemme, for at deres børn møder smitten i skolen.
- Familier med sygdom i hjemmet, og hvor man ikke bare lige kan isolere de syge fra de raske, har svært ved at leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer, siger Rasmus Edelberg, der er formand for Skole og Forældre.
Derfor mener han, at de børn skal bliver hjemme af hensyn til andre mere sårbare grupper.
- På den måde kan vi både holde smittespredningen effektivt under kontrol, tage særligt socialt ansvar for dem, der har for lidt plads til at isolere sig samt til familier i særlig risikogruppe. Så det vil være til gode for alle, siger han.
Signe Nielsen, som er formand for Fola, bakker op.
- Vi mener, at i hvert fald de små børn på 0 til 6 år i dagtilbud ikke realistisk kan afholde sig fra kontakt med forældrene. Derfor skal de ikke i dagtilbud, hvis de har en forælder eller søskende, der er smittet derhjemme, siger hun.
- De små kan ikke lære at holde afstand og hoste i albuen. For en halvandenårig vil det desuden være rigtig svært ikke at skulle se sin mor og far i tre uger, fordi de er smittede.
Forældrene bakkes op af professor i virologi Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet.
Han mener, Sundhedsstyrelsen bør tilpasse sine retningslinjer til virkeligheden, hvor ikke alle bor i store lejligheder eller villaer.
Sundhedsstyrelsen står foreløbig fast.
- Vi vurderer, at hvis man opfylder kravene til selvisolation, så er smitterisikoen begrænset, siger forebyggelseschef Niels Sandø fra Sundhedsstyrelsen til DR.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde