Optimistisk prognose for kvælstofudledningen nedskrives
I sommer oplevede Danmark det værste iltsvind i 20 år. Et areal på størrelse med Sjælland blev ramt og bunden på de mest kritiske steder blev dækket af svovlbakterier, der dannede et hvidt lag, som også kaldes et liglagen. (Arkivfoto). Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Reduktionen af kvælstof vil i mindre grad end tidligere forudset komme af sig selv, viser en ny fremskrivning.
Reduktionen af kvælstof vil ikke i lige så høj grad ske af sig selv, som man tidligere har forudset.
Det fastslår en opdateret fremskrivning fra Aarhus Universitet, skriver Information.
I en tidligere prognose fra 2021 lød det, at udledningen af kvælstof vil falde med 5500 tons frem til 2027, fordi der blandt andet forventes at komme mere skov og færre dyrkede arealer.
Men i den opdaterede prognose, som i fagsproget kaldes baselinen, nedskrives forventningen til en reduktion på 3200 tons.
En del af regeringens planer for at fjerne det kvælstof, der giver iltsvind og fiskedød i åer, søer og farvande, bygger på en antagelse om, at nogle af reduktionerne vil komme af sig selv.
Stiig Markager, der er professor i havmiljø på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, har flere gange advaret mod at basere for stor en del af indsatsen for et renere vandmiljø på usikre prognoser, som han kalder "fugle på taget".
Han er på ingen måde overrasket over, at fremskrivning nu må nedskrives.
- Nu har vi set det prøvet en række gange, og jeg kan ikke se, at det kan bruges, for det har vist sig at være forkert hver gang, siger han til Information.
Ifølge en opgørelse fra Miljøstyrelsen skal Danmark reducere udledningen af kvælstof med i alt 18.000 tons per år for at kunne sikre en god økologisk tilstand i de danske vande i 2027.
Det er Danmark forpligtet til ifølge EU’s vandrammedirektiv.
Ifølge den nye rapport fra Aarhus Universitet skyldes den mindre optimistiske prognose primært, at tiden er gået.
Siden den seneste fremskrivning udkom i 2021, er der ikke sket nævneværdige tiltag for at bremse kvælstofudledningen, skriver Information.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) har flere gange understreget, at vandmiljøet er hans hovedopgave som minister, og at det er en opgave, der haster.
- Den viser desværre, men ikke uventet, at der stadig ligger en stor opgave foran os i forhold til at bringe livet tilbage i vores vand- og havmiljø.
- Det er en bunden opgave, og vi skal revurdere indsatsbehovet i forbindelse med genbesøget af landbrugsaftalen i 2024, skriver ministeren i et skriftligt svar til Information.
I dag er fem ud af 109 kystvande i god økologisk tilstand. Det samme gælder for fem ud af 986 søer.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker