Ordførere kræver svar fra minister om onlinelæger
Peder Hvelplund (EL) vil se handling fra sundhedsministeren angående onlinelæger, der udskriver medicin. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Ministeren skal se på, hvad man fra dansk side kan gøre for regulere onlinelæger, siger sundhedsordførere.
Sundhedsordførere i Folketinget vil nu have sundhedsministeren til at handle på historier om udskrivelse af medicin fra onlinelæger.
Det sker efter både Politiken og Berlingske har beskrevet, hvordan danskere har kunne få fat i vægttabsmedicinen Wegovy fra Novo Nordisk, selv om de ikke levede op til kravene.
Igennem en udenlandsk onlinelæge har Berlingskes journalist fået fat i præparatet til trods for at have oplyst at have haft en tidligere spiseforstyrrelse og have en normal BMI.
Sundhedsordfører fra Enhedslisten Peder Hvelplund kalder det en "dybt problematisk udvikling."
- Det er et præparat der bliver markedsført aggressivt og internetklinikker, der helt skruppelløst udskriver det uden at kende patienterne.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, siger han.
Konservatives sundhedsordfører Per Larsen udtrykker også bekymring, og påpeger at det ender med at svare til at kunne sælges som håndkøbsmedicin.
Wegovy er godkendt af sundhedsmyndighederne til personer som er svært overvægtige eller overvægtige med vægtrelaterede sygdomme.
Berlingske kunne fortælle, at journalisten kunne få fat i præparatet gennem en læge med en irsk lægeautorisation, til afhentning på et dansk apotek.
Overfor Berlingske bekræfter lægemiddelstyrelsen, at danske apoteker gerne må behandle recepter udskrevet af læger, der har en autorisation i et EU- eller EØS-land.
Men selv om det foregår indenfor lovens rammer, mener sundhedsordførerne, Ritzau har været i kontakt med, at det ikke er godt nok.
Sundhedsministeren Sophie Løhde (V) pointerede i et skriftligt svar til Berlingske, at "hvis man som patient selv aktivt vælger af benytte sig af udenlandske onlinelæger, er det vigtigt, man gør sig klart, at man ikke har samme tryghed, som ved egen læge, og at man heller ikke har samme klage- og erstatningsmuligheder."
Men det er ikke et godt nok svar, ifølge Per Larsen (K) og Peder Hvelplund (EL).
- Det er åbenlyst ikke tilstrækkeligt at lade det være op til patienterne, siger Per Larsen.
- Jeg synes det er en temmelig tilbagelænet tilgang til en ret alvorlig problematik, siger Peder Hvelplund.
Begge vil se handling fra ministeren. Peder Hvelplund (EL) vil have ministeren til at afdække, hvad man kan gøre for at sikre bedre regulering nationalt, men også at presse på på internationalt plan.
Per Larsen (K) retter også blikket mod Sophie Løhde:
- Jeg vil bede sundhedsministeren om at få en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, en vurdering af, hvad kan vi gøre ved det her, siger han.
Moderaternes sundhedsordfører Monika Rubin skriver i en mail til Ritzau, at hun på nuværende tidspunkt ikke ved, hvad løsningen på problemet er, men at det er noget, Moderaterne tager meget alvorligt og vil "kigge ind i".
/ritzau/
Seneste artikler
Henrik og Ulla er rejst flere hundrede kilometer for at fejre broerne
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen