Organisationer: Staten bør hæfte for flere lån til grøn renovering
Især i yderområderne er der boligejere, der ikke kan få adgang til lån til energirenovering. Det er en samfundsopgave, at alle kommer med på vognen, mener Katrine Bjerre, der er direktør i Synergi. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Staten bør stille garanti på lån til energirenoveringer i landets yderområder, mener en række organisationer.
Muligheden for at få en statsgaranti på et lån til udskiftning af gas- og oliefyr bør udvides, så den også gælder andre energirenoveringer.
Det foreslår Landdistrikternes Fællesråd, Synergi, Tekniq Arbejdsgiverne, Tænketanken Cevea og Dansk El-Forbund i et fælles udspil.
- Der er nogle boligejere - særligt i landdistrikterne - som har meget svært ved at få finansiering og dermed også få lavet den nødvendige grønne omstilling af boligen, siger Katrine Bjerre, der er direktør i Synergi.
Synergi er en interesseorganisation, der arbejder for at mindske energispild i Danmark.
Det foreslås også, at kravene bliver justeret, så statsgarantien gives på lån, der kan rummes inden for 100 procent af ejendommens værdi.
I dag gives den kun til udskiftning af olie- og gasfyr og kun på lån, der kan rummes inden for 80 procent af ejendommens værdi.
Det vil sige, at ens samlede lån ikke må overstige 80 procent af boligens værdi.
Det betyder i praksis, at en række boligejere i yderområderne ikke kan få adgang til de statsgaranterede lån i dag, forklarer Katrine Bjerre.
- Friværdien ude i landdistrikterne er meget lavere, end den er i resten af landet. Det er en samfundsopgave at sikre, at de kommer med på vognen. Både af hensyn til klimaet, men også i forhold til den regionale balance, siger hun.
En statsgaranti på et lån betyder groft sagt, at staten hæfter for lånet over for banken.
Forslaget kommer, kort efter at regeringen har besluttet at afsætte 200 millioner kroner om året til landdistrikter.
Pengene skal blandt andet gå til uddannelser i yderområder, landsbyfornyelse og bedre bredbånd.
Men Katrine Bjerre så gerne, at regeringen adresserede den stigende ulighed, der knytter sig til værdien af boliger.
- Det er her, vi oplever den allerstørste ulighed, siger hun.
Ifølge de fem organisationer er en bolig på Frederiksberg i gennemsnit blevet 7,5 millioner kroner mere værd fra 2012 til 2022.
I samme periode er en bolig på samme størrelse i Morsø Kommune blevet 200.000 kroner mere værd.
Udspillet rummer også otte andre forslag, der skal gøre energirenoveringer i landdistrikterne mere tilgængelige.
Blandt andet ønsker organisationerne sig et grønt håndværkerfradrag, som er målrettet boliger i landdistrikterne.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde