Oslo-færge er igen i land: Kaptajn sloges med bølger for at undgå søsyge
Her ses Olso-færgen ligge i Øresund ud for Taarbæk onsdag, fordi dårligt vejr forhindrede fartøjet i at lægge til i København. Tidligt torsdag morgen er færgen kommet i land, og det samme er de 900 passagerer om bord. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
900 passagerer har sovet på Oslo-færgen, som ikke kunne komme i land onsdag og derfor måtte blive i Øresund.
Oslo-færgen, der onsdag var forhindret i at lægge til i København på grund af kraftig blæst, er torsdag morgen omkring klokken 07.00 kommet i havn.
Det oplyser Dennis Kjærsgaard, som er pressechef hos selskabet DFDS, der driver Oslo-færgen, til Ritzau.
- På grund af de meget vanskelige vindforhold måtte vi ligge og vente på at kunne sejle i havn. Det har vi så kunnet tidlig morgen torsdag. Så nu er alle passagerer kommet i land igen, lyder det.
900 passagerer måtte blive på fartøjet natten til torsdag, fordi det var fanget i Øresund.
Pressechefen fortæller, at kaptajnen måtte sørge for at lægge båden på en måde, hvor der ikke var for mange bølger, så passagerne ikke blev søsyge. Derefter måtte alle om bord blot vente på, at vejret blev bedre.
DFDS har sørget for gratis mad og drikke til passagererne.
Færgen skulle oprindeligt være ankommet til København onsdag formiddag.
Onsdag middag blev en passager på færgen evakueret med helikopter. Evakueringen skyldtes ifølge pressevagten sygdom hos den pågældende passager.
Oslo-færgen sejler dagligt i begge retninger mellem København og Oslo. Den forlader København om eftermiddagen med ankomst næste formiddag.
Onsdagens udfordringer betyder, at torsdagens afgang fra Oslo til både København og til Frederikshavn er aflyst. Det fortæller Dennis Kjærsgaard.
Om bord på Oslo-færgen er der både restauranter, barer, butikker og spa.
De to store skibe, der sejler på ruten København-Frederikshavn-Oslo, hedder "Pearl Seaways" og "Crown Seaways".
Skibene har hver plads til over 1700 passagerer og flere hundrede biler.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker