Over 30 unge fik det skidt op til vaccination i Ballerup fredag
Når man skal vaccineres, er det en god idé at spise og drikke vand inden - ellers kan man få det skidt og i værste tilfælde besvime. Få også en god nats søvn og undgå alkohol aftenen før, opfordrer vaccinationscentre. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er vigtigt at spise og drikke inden vaccination for at undgå utilpashed, opfordrer Region Hovedstaden.
Mellem 30 og 50 unge mennesker fik det dårligt, da de fredag skulle vaccineres mod coronavirus i et vaccinationscenter i Ballerup.
Det oplyser centrets chef, Svend Hartling, der er intern mediciner og tidligere koncerndirektør i Region Hovedstaden.
Fredag blev omkring 1200 unge mennesker i alderen 16 til 24 år vaccineret i Ballerup, og i omkring 30 tilfælde måtte personalet altså træde til med hjælp.
Ifølge Hartling fik flere et såkaldt vasovagalt anfald, hvor blodet løber fra hovedet, og man bliver utilpas. Det kan føre til besvimelse.
Ældre kan også opleve denne slags anfald, men det er især knyttet til unge, forklarer Svend Hartling. Det skyldes blandt andet, at ældres autonome nervesystem er reguleret på lidt anden vis, siger han.
- Og så er ældre nok også bedre til at sørge for at have spist og drukket og sovet godt om natten.
- At drikke alkohol, sove for lidt og ikke have spist morgenmad kan øge risikoen for at blive skidt, lyder det.
Region Hovedstaden opfordrer også i et tweet til at huske at spise og drikke inden vaccination.
Bliver borgere dårlige i vaccinationscenteret, kan de komme ned at ligge, ligesom de også får tilbudt væske og mad, forklarer Svend Hartling.
I Ballerup har centeret sat en lille vandbod op, så alle også får tilbudt et glas vand.
Flere vaccinationscentre i Region Syddanmark har også oplevet, at nogle borgere får det dårligt. Det er dog meget få tilfælde om ugen, oplyser Sygehus Lillebælt, som har to centre i henholdsvis Vejle og Kolding samt nogle midlertidige centre.
Svend Hartling siger, at utilpasheden i mange tilfælde kan undgås ved at spise, drikke og sove godt inden vaccination.
- Helt forebygge kan man aldrig, men vi vil gerne sikre os, at så mange som muligt bare kommer, får vaccinationen og tager hjem igen.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker